Vejle: Vejle Boldklub spiller sig med en sejr i fredagens lokalopgør mod AC Horsens i en favorabel position i forhold til at holde horsensianerne bag sig.
Så langt er VB-træner Constantin Gâlcă med, men han finder det alt for tidligt at tale om en afgørelse i forhold til nedrykning eller ej:
- Vi har mulighed for at skabe et stort forspring, men jeg vil ikke sige, at noget er afgjort.
VB møder et AC Horsens-hold, som viser fremgang og senest spillede 0-0 hjemme mod OB og hentede årets første point, mens VB i søndags tabte for første gang i år, 2-1 i Brøndby.
Constantin Gâlcă kalder AC Horsens et hold med en stærk defensiv, og han fremhæver stopperen Søren Reese, som AC Horsens i vinterpausen lejede hos FC Midtjylland.
- Reese er virkelig god og en spiller, vi skal passe på ved dødboldene, siger Constantin Gâlcă.
Men vigtigst bliver det ifølge Galca, at VB’erne bliver bedre til at ramme hinanden, end det var tilfældet i Brøndby.
- Vi skal undgå det antal fejlafleveringer, vi havde mod Brøndby, og så skal vi spille hurtigt og være gode i duellerne om andenboldene. Det er nødvendigt, hvis vi skal vinde, mener Constantin Gâlcă.
Greve og Yamga i spil
Indtil for ganske nylig bestod VB’s skadesliste af mere end en håndfuld spillere, men nu lysner det.
Thomas Gundelund er den eneste, som ikke er med på træningsbanen, og der går en rum tid, inden den unge midtbanespiller er dér.
Det har vist sig, at den knæskade, han pådrog sig i vinterens testkamp mod Aarhus Fremad, kræver en operation. Gundelund har slået et stykke brusk af omkring sit ene knæ, og det betyder, at han i nærmeste fremtid må en tur på operationsbordet, og derefter ser han frem til i al fald et par måneders genoptræning. Dermed er sæsonen så godt som slut for Thomas Gundelund.
Til gengæld er Mads Greve og Kevin Yamga efterhånden så langt med genoptræningen, at de efter Constantin Gâlcăs vurdering er emner til truppen.
- De har begge været ude meget længe, og de har ikke til en hel kamp, men de kan måske få en rolle mod Horsens, siger VB-træneren.
Det gør anfører Jacob Schoop og Matthew Briggs ikke. De er begge netop kommet med i træningen med resten af truppen, og Gâlcă forventer, at der går nogle uger, inden de er aktuelle i forhold til kampene.
Og så er angriberen Luis Henrique heller ikke længere aktuel, da han er lejet ud til den finske klub HJK Helsinki.
Til gengæld er Saeid Ezatolahi atter til rådighed, efter han stod over mod Brøndby på grund af karantæne, og så er Arbnor Mulcolli klar igen. Arbnor Mucolli manglede i søndags, da han havde problemer med sit ene knæ.