Vejle: Når en udligning falder i dommerens tillægstid, skal man være glad for ét point.
Sådan ser Constantin Gâlcă, træner for Vejle Boldklub, i al fald på det.
- Vi havde muligheder for at score til 2-0, men samtidig kom Nordsjælland til store chancer i anden halvleg, og når det så lykkedes os at udligne sent, er jeg tilfreds med uafgjort, sagde han efter søndagens kamp på Vejle Stadion, som sluttede 2-2.
VB kom i første halvleg foran med 1-0, inden FC Nordsjælland efter pausen vendte opgøret med føring på 2-1, inden Denis Kolinger cirka ét minut inden i dommerens tillægstid udlignede.
I perioder af kampen spillede VB en udmærket omgang fodbold, men efter Gâlcăs vurdering er der fortsat god plads til forbedringer:
- Vi vil gerne spille endnu mere, men betingelserne er i øjeblikket svære.
Får godt af en pause
Opgøret mod FC Nordsjælland var VB’s fjerde på 13 dage, og Constantin Gâlcă ser frem til, at der nu kommer en længere kamppause, end der hidtil har været, siden VB-holdet 2. februar indledte foråret 2021.
- Vi har flere spillere, som døjer med forskellige småting. Nu får de mulighed for at få en pause, og det trænger flere af dem til, for det er hårdt at spille mange kampe på de underlag, som der er nu, sagde VB-træneren.