Annonce
Vejle Boldklub

VB vandt, da træneren ledte efter afløsere for et par nøglespillere

Mads Greve spillede hele kampen, da VB mandag spillede 1-1 mod Silkeborg. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Et på papiret godt Vejle Boldklub-hold vandt testkampen i Silkeborg med 3-2.

Vejle: Constantin Gâlcă står med et par udfordringer, inden han finder den rette startformation til nedrykningsspillets indledning.

Det begynder for VB’s vedkommende tirsdag 6. april, når det gælder udekampen i Lyngby, og den bliver uden et par af de normalt faste folk i VB-trænerens foretrukne start-11’er.

Juhani Ojala sidder ude på grund af karantæne efter udvisningen mod FC Midtjylland, og Wahid Faghir kommer næppe heller i kamp, da han døjer med en fiberskade. Den unge VB-angriber pådrog sig skaden i forbindelse med de igangværende U21-landskampe, og det er endnu uvist, hvornår han atter er til rådighed, men Constantin Gâlcă forventer, at nedrykningsspillets første par kampe bliver uden Wahid Faghirs deltagelse:

- Vi har heldigvis andre, som kan bruges.

De andre spillede med, da VB mandag testede formen mod Silkeborg, og den oplagte erstatning for Wahid Faghir er German Onugkha, og Onugkha gjorde udmærket reklame for sig selv med udligningen til 1-1.

Dermed er Onugkha oppe på fire scoringer i de seneste par testkampe, mens det dog har knebet mere i Superligaen, hvor russeren blot står noteret for én scoring.

Annonce

Fofana scorede sejrsmålet

VB vandt kampen, som foregik på stadion i Silkeborg, med 3-2 efter 1-1 ved pausen. I anden halvleg kom Silkeborg foran med 2-1, inden Saeid Ezatolahi udlignede med en hovedstødscoring efter oplæg fra Allan Sousa, og indskiftede Adama Fofana afgjorde kampen med træfferen til 3-2.

Når der spejdes efter en afløser for Juhani Ojala, falder blikket på Mads Greve og Dominik Kovačić. Greve spillede hele kampen, mens Kovačić kom på banen fra anden halvlegs start som afløser for Denis Kolinger.

Både Mads Greve og Dominik Kovačić viste tegn på rust, hvilket forekommer ganske naturligt, da ingen af dem har spillet ret mange minutter i 2021. Greve er på vej tilbage efter en knæskade, mens Dominik Kovačić i forbindelse med kampene oftest er at finde på udskiftningsbænken.

Annonce

VB stillede stærkt hold

I øjeblikket befinder en god håndfuld VB’ere sig rundt om i verden og spiller landsholdsfodbold, men fraset en sygdomsramt Indy Groothuizen tog Constantin Gâlcă resten med til Silkeborg.

Og VB mønstrede et på papiret godt hold, mens Silkeborg hovedsageligt stillede med reserver og ungdomsspillere. Det var dog kun i korte perioder, at VB-holdet forekom overlegent, da de unge Silkeborg-folk i hovedparten af kampen spillede fint med, hvilket til dels skyldtes, at de trives bedre på Jysk Parks kunstgræs end VB’erne.

Constantin Gâlcă kaldte kampen en god omgang træning og en kærkommen lejlighed for at sende de VB-spillere i kamp, som normalt ellers ofte kigger på.

- Vi skal være bedre med bolden og spille med meget mere intensitet, når vi igen kommer til at spille rigtige kampe, men det kan vi også, sagde VB-træneren.

Silkeborg-VB 2-3 (1-1)

Træningskamp

Mål: 1-0 Alexander Lind (7.), 1-1 German Onugkha (20.), 2-1 Alexander Lind (73.), 2-2 Saeid Ezatolahi (76.), 2-3 Adama Fofana (86.).

VB (4-3-3): Alexander Brunst - Tobias Mølgaard, Mads Greve, Denis Kolinger (Dominik Kovačić, 46.), Lukas Engel (Kevin Yamga, 46.) - Jacob Schoop, Tobias Sommer (Adama Fofana, 84.), Diego Montiel (Saeid Ezatolahi, 58.), - Lucas Jensen (Ivan Repyakh, 73.), German Onugkha (Hugo Ekitike, 58.), Allan Sousa.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce