Annonce
VB

VB vandt dramatisk festfyrværkeri i Viborg

Vejle Boldklubs Diego Montiel har scoret sejrsmålet til 4-3 i NordicBet-Liga kampen mellem Viborg FF og Vejle Boldklub på Energi Viborg Arena, 28. november 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
VB vendte 0-2 til sejr på 4-3 i torsdagens topkamp – sejren betyder, at VB overvintrer på førstepladsen.

Viborg: Trods en katastrofal start kom Vejle Boldklub torsdag aften fra Viborg med tre point.

VB vandt topkampen med 4-3, selvom Viborg scorede to gange i løbet af kampens første syv minutter. Siden slog VB tilbage og sikrede sig tre vigtige point.

Sejren betyder, at VB overvintrer på 1. divisions førsteplads og har tre point ned til FC Fredericia og fem ned til torsdagens modstander, Viborg.

VB-træner Constantin Galca gav genvalg til de 11, som seks dage tidligere vandt 4-0 i Roskilde, og de 11 så Viborg score to gange i løbet af kampens første syv minutter.

Allerede i kampens femte minut gik det galt for vejlenserne. Et indlæg fra hjemmeholdets venstre side passerede om bag i feltet, og der fik Christian Sivebæk headet på tværs til en fri Mads Aaquist, som let med hovedet dirigerede bolden i mål.

Den tidlige scoring rystede tilsyneladende VB’erne, som dårligt nåede på plads, inden den igen var gal. VB tabte unødvendigt bolden midt på banen, og så gik det tjept den anden vej. Viborg brød denne gang igennem i den anden side, og det endte med en aflevering skråt tilbage i feltet, hvor Viborg-topscorer Frederik Brandhof kom først på kuglen og gjorde det til 2-0.

Efter en halv times tid fik VB udbytte af det massive spilovertag. Efter en hjørnesparksbold endte en retur hos Ylber Ramadani, der sparkede første gang, og den sad udenfor Viborg-keeper Ingvar Jönssons rækkevidde. Godt sparket ind af den albanske landsholdsspiller, som kampen inden ramte stolpen fra nogenlunde samme afstand.

Reduceringen sparkede yderligere liv i VB-mandskabet, som kort efter blev tvunget til en udskiftning. Tobias Mølgaard udgik med en forstrækning, og ind kom Thomas Gundelund.

Ret meget mere end et par minutter på banden nåede Gundelund ikke, inden han indtog en hovedrolle. Den 18-årige Gundelund tog et godt raid frem ad banen, og efter Gundelund spillede en bande med Viborgs Lars Kramer, sparkede Gundelund kuglen i kassen til udligning 2-2. Og det var en fortjent udligning, da VB fraset de første 10-12 minutter sad på første halvleg.

Annonce

Montiel slog til igen

VB-mandskabet kom udmærket ud til anden halvleg, men Viborg arbejdede sig ind i kampen og fik udmærket greb om spillet. Efter en lille times spil gav det bonus for værterne. Christian Sørensen kom til baglinjen, og inden foran VB-målet kom stopperen Jakob Bonde højest og headede bolden i mål.

Det genskabte troen hos værterne, men ud af det rene ingenting slog VB igen. En lang bold blev sparket frem mod Kjartan Finnbogason, som befandt sig i offside, men Viborg-spilleren Lars Kramer satte igen en uheldig fod på bolden. Hans afretning betød, at offsiden blev ophævet, og Finnbogason driblede let uden om Viborg-keeperen og med sin sæsontræffer nummer 13 udlignede islændingen til 3-3.

Det var dog Viborg, som i den periode af kampen var bedst, og flere gange brændte det på foran VB-målet, men Indy Groothuizen var sikker og havde et par fine redninger. Selvom momentum lå hos hjemmeholdet, slog VB til og ikke overraskende var det svenske Diego Montiel. Offensiv-spilleren har været stærkt spillende, og han tog chancen fra distancen og passerede VB-keeperen til føring på 4-3.

Det tvang Viborg til at satse, og Viborg kom til et par fine muligheder. Indskiftede Tobias Bech sendte et flot langskud af sted, som Indy Groothuizen fik viftet over mål. VB havde dog nogenlunde styr på tingene, og efter fem minutters tillægstid blæste dommeren af for årets sidste kamp i 1. division.

Nu venter en lang vinter, inden det atter går løs i 1. division. Det sker den første weekend i marts, og VB’s første tællende kamp i 2020 foregår hjemme på Vejle Stadion og er mod HB Køge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Rotte lukker Fakta på Uhrhøj

Annonce