Gødsbøl/Billund: Fra onsdag i næste uge og en uge frem vil etableringen af en cykelsti langs Billundvej betyde, at der kun vil være ét farbart spor på vejen i dagene mellem 6. og 13. april.
I den periode vil der kun være et spor til rådighed for bilisterne på Billundvej på strækningen fra Granlundvej og til rundkørslen ved Billund Lufthavn.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- På Billundvej bliver der opsat et midlertidigt signalanlæg, som skal dirigere trafikken forbi anlægsarbejdet. Trafikanterne må derfor påregne lidt ekstra rejsetid i den pågældende periode, skriver Vejdirektoratet.
Også Grønlundvej bliver påvirket i samme periode. Den bliver helt spærret for biltrafik, mens cyklister fortsat vil kunne benytte Grønlundvej.
Cykelsti færdig til sommer
Selve arbejdet, der altså lukker et af sporene på Billundvej, vil blive udført i dagtimerne, og Vejdirektoratet forventer, at afspærringerne på Billundvej kan fjernes inden påske.
Vejdirektoratet henviser desuden til det trafikkort, man kan finde på vejdirektoratet.dk. Her kan man altid holde sig opdateret om vejarbejde, forsinkelser eller andre foranstaltninger på alle Danmarks statsveje.
Den omkring 400 meter lange cykelsti, der bygges nær kommunegrænsen mellem Vejle og Billund, begynder på vestsiden af Billundvej, og den kommer til at løbe under Billundvej via en tunnel for derefter at løbe øst for vejen til Granlundvej.
Ifølge planen vil de første cyklister kunne trille ud på stien til juni.