Annonce
Vejle

Vejle-bygning på liste over Danmarks grimmeste nybyggeri

Trianglen, der er tegnet af Arkitema og opført af entreprenørselskabet KPC, er havnet på en liste over de grimmeste nybyggerier i Danmark de seneste fem år. Boligbyggeriet fra Havneparken i Vejle fik dog kun 12 ud af knap 800 stemmer. Foto: Torben Juhler
Trianglens to tårne i Havneparken er af "Arkitekturoprøret" kåret som landets 13. grimmeste nybyggeri inden for de seneste fem år.

Vejle: Det to år gamle boligbyggeri Trianglen i Vejle er kommet i dårligt selskab.

De to boligtårne, som Herning-selskabet KPC har opført i Havneparken, indtager en 13. plads over Danmarks værste nybyggeri, der er opført inden for de seneste fem år.

Det er foreningen "Arkitekturoprøret", der står bag kåringen, som har bygningen Østerport II som en suveræn vinder af den lidet flatterende titel. Den 14.000 kvadratmeter store erhvervsbygning ligger som nabo til Østerport Station i København og blev for et år siden kåret som "Københavns grimmeste bygning" af Berlingskes læsere.

Arkitekturoprørets kåring er foregået på foreningens åbne Facebook-side, der har godt 4000 medlemmer. Her er der afgivet i alt 795 stemmer på de 14 nominerede bygninger, oplyser foreningens formand, jurist og arkitekturkritiker Jep Loft.

Sådan blev afstemningsresultatet

  1. Østerport II, København
  2. BLOX, København
  3. Papirtårnet, Silkeborg
  4. Bohrs Tårn, Carlsbergbyen, København
  5. Cab-Inn, Arni Magnussonsgade, København
  6. Ceres, Aarhus
  7. Niels Bohr-bygningen, København
  8. Højhus, Havneparken, Kolding
  9. Tivolihjørnet, København
  10. TBT Tower, Odense
  11. Eternitten, Aalborg
  12. Nytorv, Middelfart
  13. Trianglen, Vejle
  14. Frederiksbjerg Skole, Aarhus

Alle forslag er taget med

Hvordan er Trianglen i Vejle og de øvrige bygninger kommet med på listen af nominerede?

- Det er medlemmerne af Facebook-gruppen, der har nomineret kandidaterne. Alle nomineringer blev medtaget. Ingen er fravalgt, fortæller Jep Loft.

Hvad er - set med dine øjne - det problematiske i Trianglens arkitektur?

- Jeg har ikke selv forholdt mig til Trianglen. Hensigten med afstemningen er, at de titusindvis af almindelige mennesker, som er kede af moderne byggeri, kan komme til orde. Debatten har i årtier været domineret af aktørerne: Arkitekter, bygherrer, planlæggere, politikere og forvaltere. De har levet i deres egen verden og set stort på, hvor fortvivlede mange har været over ødelæggelser i gamle bykerner og triste nye forstæder, siger formanden og tilføjer:

- Vi ønsker gode byrum for alle, også dem, der ikke bruger de nye huse. Det har vi ikke fået. Noget er gået galt. Aktørerne har fejlet. Nu prøver vi at få dem i tale.

Annonce

Endnu grimmere vinkler

Det er medlemmet Oliver Bugge, der har nomineret bygningen fra Vejle til prisen, og det gør han med ordene til et vedhæftet foto af af det ene af de to bygninger: "Trianglen i Vejle. Der findes endnu grimmere vinkler, og intet ved den er trekantet, som navnet ellers antyder."

Det er dog en sandhed med modifikationer, for de hvide boligtårne er rigtignok ikke trekantede, men det bliver de takket være de tre spidse altaner, som hver etage er udstyret med.

Begrundelsen og billedet fra Vejle har dog ikke gjort stort indtryk på de knap 800 Facebook-brugere, der har stemt i konkurrencen. Det er især københavner-byggerier, der har slugt stemmer, idet seks ud af de ni grimmeste bygninger ligger i hovedstaden.

Erhvervsbyggeriet Østerport II i København er blevet den suværene vinder af kåringen af Danmarks grimmeste nybyggeri de seneste fem år. Foto: Scanpix
Annonce

Fik blot 12 stemmer

Trianglen, der er tegnet af arkitekter fra Arkitema, har blot fået 12 stemmer, så tager man de positive briller på, er Vejle-byggeriet altså det næst-pæneste af de 14 nominerede "grimme" bygninger.

Trianglen stod færdig i 2018, og boligselskabet Domea havde på forhånd købt den ene af de to etageejendomme af KPC. Her er der indrettet 27 lejligheder på ni etager, mens ejerlejligheds-tvillingen ved siden af rummer 32 boliger på i alt 12 etager. Samtlige boliger er solgt i dag.

Trianglen i Havneparken i Vejle. Foto: Torben Juhler
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle For abonnenter

Den ene gravede have - den anden ligger syg og har lånt krykker: Vandrekammerater tager ny udfordring næste år

Alarm 112

Brand var en and

Billund

S-politikere kæmper for syriske flygtninge: - Vi er rystede over, at man vælger at hjemsende mennesker på et utroligt tyndt grundlag

Alarm 112 For abonnenter

87-årig døde ved brand i ældrebolig: Der var hverken røgalarm eller sprinkler i lejligheden

Annonce