Annonce
Vejle

Vejle er i Top 10 over erhvervsvenlige kommuner - men det skyldes et forkert svar

Vejle Kommune er den syvende mest erhvervsvenlige kommune i landet, ifølge Dansk Byggeris nye undersøgelse - eller er den? Placeringen, der er en markant forbedring i forhold til sidste års undersøgelse, er baseret på et forkert svar fra kommunen. Arkivfoto
Vejle Kommune svarede forkert i Dansk Byggeris undersøgelse af erhvervsvenlighed i danske kommuner. Placeringen som den syvende-mest erhvervsvenlige kommune får dog lov at stå. "Ellers bliver vi jo aldrig færdige," lyder det fra Dansk Byggeri.

Vejle: Vejle Kommune tager et tigerspring op ad ranglisten over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark i en ny opgørelse, som Dansk Byggeri har offentliggjort mandag aften.

Ifølge opgørelsen er Vejle Kommune hoppet fra en 20.-plads i 2018 til en syvende-plads i 2019, men borgmester og byråd kan spare sig at fejre den flotte placering. For tigerspringet tager afsæt i en regulær fejl.

I begrundelsen for, at Vejle Kommune er gået 13 pladser frem på listen, angiver Dansk Byggeri blandt andet, at "Vejle Kommune bruger ikke længere klausuler, når de sender opgaver i udbud".

Det er imidlertid ikke rigtigt.

Vejle Kommune har siden 2015 brugt klausuler på bygge- og anlægs-opgaver til en værdi af 500.000 kroner og derover - og den beslutning er der ikke ændret på.

Annonce

Sådan laver Dansk Byggeri sin undersøgelse

Når Dansk Byggeri rangordner de danske kommuner efter erhvervsvenlighed, sker det på baggrund af kommunernes egne svar.

Det fortæller Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri.

- Det fungerer på den måde, at vi sender et relativ kortfattet spørgeskema til alle landets kommunaldirektører - og vi kan faktisk bryste os af, at vi også får svar fra alle. Her spørger vi blandt andet om, hvordan man kontrollerer arbejdsklausuler. Med mindre svaret er meget overraskende, tager vi kommunernes svar for gode varer, siger Torben Liborius.

Dansk Byggeri: Placering er forkert

Hos Dansk Byggeri erkender erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, at Vejle Kommune i opgørelsen over erhvervsvenlige kommuner er blevet smykket med lånte fjer.

- Hvis Vejle Kommune bruger klausuler, så er deres svar i vores undersøgelse forkert, og Vejles placering på vores liste vil så også være forkert, siger Torben Liborius.

Han tilføjer, at Vejle Kommune ikke vil blive frataget den falske syvendeplads.

- Vi går ikke ind og genberegner Vejle Kommunes placering. Så ville vi jo aldrig blive færdige. Den får lov at stå, og det, der sker, er så bare, at Vejle vil opleve et fald på listen næste år, siger Torben Liborius.

- Det er ærgerligt, men vi tager jo kommunernes svar for gode varer, når vi laver vores liste. Hvis vi får nogle overraskende tilbagemeldinger, så kontakter vi kommunen for at høre, om svaret er rigtigt, men som udgangspunkt går vi ud fra, at svarene er korrekte, tilføjer Torben Liborius.

Dansk Byggeris kort over erhvervsvenlighed

Se danmarkskortet her.

Snævert flertal for klausuler

Beslutningen om at indføre arbejdsklausuler i kontrakter med firmaer, der udfører opgaver for Vejle Kommune, blev blandt andet truffet med baggrund i en sag fra sommeren 2014, hvor et konfliktramt firma blev hyret af Vejle Kommune til at anlægge løbebaner på Vejle Atletikstadion.

Angiveligt blev arbejdet udført af udenlandske ansatte til en løn på 54 kroner i timen.

I december 2014 vedtog et snævert flertal i byrådet - 16 stemmer for og 15 imod - efterfølgende at indføre arbejdsklausuler og kædeansvar på kommunale opgaver til en værdi af 500.000 kroner og derover.

Venstre, Konservative, Liberal Alliance og løsgænger Holger Gorm Petersen stemte imod. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF, Radikale, Enhedslisten og løsgænger Christa Laursen stemte for.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vejlenserne siger farvel til Albert: Tak for de unikke billeder. Dig glemmer vi aldrig

Annonce