Vejle: Den såkaldte Power-to-X-teknologi spås at få en afgørende betydning i et samfund fri for fossile brændsler.
Og nu går store virksomheder som Ørsted og Shell og syv kommuner i Trekantområdet Danmark sammen i et partnerskab om at udvikle teknologien regionalt.
Med ombord er Vejle Kommune. Satsningen sker i regi af fjernvarmeselskabet Tvis, som Vejle Kommune er medejer af.
- Det er et enormt spændende projekt. Det er interessant for os i Trekantområdet, fordi vi har gode erfaringer med at genanvende overskudsvarme fra raffinaderiet i Fredericia. Kunne vi nu fortsætte den historie, men hvor det i stedet for overskudsvarme fra fossile brændsler bliver overskudsenergi fra vedvarende kilder, så kan vi lave grøn omstilling på den helt store klinge, siger Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune.
Power-to-X-teknologien går kort fortalt ud på at lagre strøm ved at omdanne den til for eksempel brint gennem elektrolyse. Denne brint kan enten bruges direkte i biler eller i industrien, men brinten kan også tilsættes CO2 og omdannes til syntetiske brændsel, der kan drive fly, lastbiler eller skibe.
Partnerskabets mål er at rejse et Power-to-X-anlæg i Trekantområdet. Et sådan anlæg vil dog koste omkring tre milliarder kroner, lyder vurderingen.
Jens Ejner Christensen (V), borgmesterHvis vi i stedet for overskudsvarme fra fossile brændsler får overskudsenergi fra vedvarende kilder, så kan vi lave grøn omstilling på den helt store klinge.
200.000 kroner fra Vejle
Partnerskabet kan blive vand på Vejle Kommunes grønne mølle. Byrådet vedtog nemlig i december en klimaplan, der sigter efter en CO2-reduktion på 70 procent i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
- Vi har bundet os til at leve op til Paris-aftalens mål, og hvis vi kan gøre varmen i Tvis-systemet CO2-neutral, så vil det være et kæmpe skridt i retningen af at opnå vores CO2-mål, siger Jens Ejner Christensen.
Grøn energi
- Projektsekretariatet finansieres med to millioner kroner årligt i tre år. Finansieringen deles 50/50 af de kommercielle aktører og de deltagende kommuner. Formelt er kommunernes deltagelse betinget af godkendelse i økonomiudvalgene.
- Indtil partnerskabet har etableret sit eget sekretariat, varetager Tvis og Trekantområdet Danmark sekretariatsbetjeningen.
- Følgende partnere er med den 1. februar: Cowi, Process Engineering, Airco Process Technology A/S, Nature Energy, Everfuel, Green Hydrogen, Shell, Ørsted, Energnist, Billund Lufthavn, ADP - Fredericia Havn, Vattenfall, Tvis - Trekantområdets Varmetransmissionsselskab, Trekantområdet Danmark samt kommunerne Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart, Billund, Hadersle og Vejen.
Vejles Klimaråd anbefaler i første omgang, at Vejle Kommune støtter partnerskabet med 200.000 kroner årligt i de kommende tre år. Pengene skal være med til at finansiere det sekretariat, der skal afsøge mulighederne for støtte og investeringer til at rejse et anlæg.
Økonomiudvalget vil behandle sagen om Vejle Kommunes bidrag på næste møde 1. marts.