Annonce
Vejle

Vejle er på vej til at blive en universitetsby

Vejle er allerede en universitetsby, da både Aalborg Universitet og Syddansk Universitet har placeret undervisning i Vejle. Det er kommunens Videns- og udviklingscenter, VIFIN, og de to projektledere, Jacob Knudsen (til venstre) og Mads Bo-Kristensen, der arbejder på at skaffe undervisning og forskning til Vejle. Foto: Michael Svenningsen
vejle - København har det. Aarhus har det, og det samme har Aalborg og Odense.

Danmarks fire største byer har alle et universitet, men Vejle kan også føje sig til listen over universitetsbyer.

Universitetet findes ikke i form af synlige bygninger, men universiteter placerer i stigende grad undervisning og forskning i Vejle.

- Man kan sagtens være en universitetsby uden at have bygningerne. Universiteterne udbyder i stigende grad online-undervisning, og det benytter vi os af i Vejle, siger Mads Bo-Kristensen fra VIFIN, der er kommunens videns- og udviklingscenter.

Vejle Amts Folkeblad beskriver i sin weekendudgave flere konkrete undervisnings- og forskningsprojekter, der har base i Vejle.

Det kan godt virke lidt paradoksalt, at der i et lille land som Danmark er behov for universitetsundervisning i Vejle. Der er jo ikke langt til Aarhus eller Odense og slet ikke for udlændinge, der kommer til Danmark, og som er vant til langt større afstande?

- Det er også et lille paradoks, men jo mindre en by er, desto større er behovet i virkeligheden for at have en stor horisont, og på den her måde får vi de bedste uddannelser til Vejle, siger Mads Bo-Kristensen fra kommunens afdeling for Uddannelse og Læring.
Allerede i dag samarbejder flere danske universiteter og amerikanske forskningsinstitutioner tæt sammen med kommunen og private virksomheder i Green Tech Center, og netop den slags samarbejder vil der komme flere af i Vejle, forudses det i avisen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce