Annonce
Erhverv

Hoteller rammes af corona-frygt: Selv kasinoet på Munkebjerg mister omsætning

Munkebjerg Hotel oplever mange aflysninger af større konferencer på grund af frygt for smitte. Arkivfoto: Mette Mørk
Især konferencer aflyses på de lokale hoteller efter regeringens anbefaling om at undgå større forsamlinger.

Vejle: Corona-smittefaren og regeringens anbefaling om at aflyse og udskyde arrangementer med mange mennesker kan mærkes hos de lokale hoteller og konference-steder.

- Det er en relativt alvorlig situation for os. Vi har fået mange aflysninger af konferencer, siden statsministeren gik ud med sin anbefaling. Det er konferencer i hundredetusinde kroners-klassen, så det er kritisk. Og det er klart, at det vil få konsekvenser. Hvad konsekvenserne bliver er for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, fortæller administrerende direktør René Aarby Sørensen, Munkebjerg Hotel.

Han tilføjer, at hotellet også mærker en afmatning i forhold til bookinger af værelser, ligesom smittefaren har dæmpet spillelysten i hotellets kasino.

- Vi kan konstatere en klar afmatning i kasinoet, fortæller René Aarby Sørensen.

Han tilføjer, at hotellet gør sit bedste for at holde smitterisikoen på et minimum.

- Vi har placeret håndsprit på strategiske steder på hotellet, og vi har indført ekstraordinær daglig rengøring af steder, som mange mennesker kommer i kontakt med, som eksempelvis dørhåndtag, fortæller René Aarby Sørensen fra bilen på vej til Hotel Nyborg Strand.

Her afholder brancheorganisationen Horesta dialogmøde for hotelbranchen for at informere om organisationens seneste møde med regeringen om mulig kompensation for branchen.

- Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, at vi mødes en masse mennesker i lyset af statsministerens anbefaling, men vi bliver ikke 1000 mennesker, siger René Aarby Sørensen.

Annonce

Det er konferencer i hundredetusinde kroners-klassen, så det er kritisk. Og det er klart, at det vil få konsekvenser.

René Aarby Sørensen, adm. direktør, Munkebjerg Hotel

Vi skal vænne os til corona

Hos Best Western Torvehallerne i midtbyen af Vejle mærker ejer Terje Thesbjerg også konsekvenserne af corona-frygten.

- Vi er ramt ligesom alle andre i branchen. Vi har aflysninger af både konferencer og hotel-overnatninger. Det er den virkelighed, vi må forholde os til, siger Terje Thesbjerg.

Han forventer, at billedet vil være det samme de næste tre-seks måneder.

- Det er så længe, jeg tror, der vil gå, før vi ser en ændring i presset på branchen. Situationen er ikke kritisk nu, men det kan den selvfølgelig blive. Det afhænger selvfølgelig også af, hvad regeringen gør for at hjælpe de ramte brancher. Helt generelt tror jeg bare, at vi skal vænne os til, at corona bliver en del af vores virkelighed, ligesom andre influenza-typer er blevet det gennem tiden, siger Terje Thesbjerg.

Kinesere aflyser

På Hotel Cabinn Vejle kan situationen aflæses i ordrebogen.

- Vi har ikke konferencer, men vi har mange aflysninger af overnatninger fra udenlandske gæster. I sidste uge skulle vi have haft en gruppe fra Kina, der havde bestilt 100 overnatninger, men som nu har aflyst, siger hotelchef Ingelise Heede Ancher.

Hun tilføjer, at situationen er alvorlig, men ikke kritisk.

- Man skal passe på med at tegne billedet for sort, og der er ikke tale om en katastrofe her, siger Ingelise Heede Ancher.

Hun fortæller, at hotellet har taget sine forholdsregler med ekstra håndsprit til gæster og personale.

- Vi havde heldigvis et godt lager og har placeret håndsprit flere strategiske steder på hotellet, fortæller Ingelise Heede Ancher.

Kære læser: Vi har valgt at gøre alle artikler om coronavirussen gratis for at sikre, at alle lokale borgere har adgang til den bedst tilgængelige viden om den trussel, vi står over for.

At hjælpe med at begrænse smitten af coronavirus er en naturlig del af vores mission om at understøtte det lokale samfund.

Heldigvis er der mange andre vigtige historier at fortælle hver eneste dag. Du kan for 49 kroner om måneden få adgang til alle vores betalings-historier om dit lokalsamfund, Danmark og verden: Køb abonnement.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce