Annonce
Vejle

Vejle knækker kvote-kurven

Sygeplejerskeskolen i Sundhedshuset på Vestre Engvej oplever et lille fald i antallet af kvote 2-ansøgere, mens flere andre af Vejles videregående uddannelser har fået flere ansøgere. Arkivfoto
Det samlede antal kvote 2-ansøgninger til de 10 vejlensiske videregående uddannelser er steget i år. Men stigningen gælder ikke UCL's to største "skoler".

Vejle: I disse coronadage er der stor fokus på kurver, og de nyeste tal viser, at Vejle har formået at knække kurven.

Her er der dog ikke tale om indlagte eller smittede med corona, men noget så fredeligt som ansøgningerne på de lokale, videregående uddannelser.

Ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgere til de forskellige uddannelser udløb søndag middag, og hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, der har uddannelser i Vejle, Jelling, Fredericia, Odense og Svendborg, har de i alt modtaget 2991 1. prioritets ansøgninger mod 2922 sidste år.

I Vejle står UCL bag 10 uddannelser, især på Boulevarden, men også i Sundhedshuset på Vestre Engvej, og det er lokalt, at kurven er knækket. Stadigt færre har søgt om kvote 2-optagelse på de lokale uddannelser de senere år, men i 2020 stiger tallet igen.

Fra 2016 til 2019 faldt antallet af ansøgere støt hvert år fra 507 ansøgere til 387 sidste år. Men i år er antallet af håbefulde ansøgere - typisk personer, som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet - steget til 404.

Annonce

Det er vigtigt for os i UCL at kunne levere dimittender til et dynamisk erhvervsliv med gode job- og karrieremuligheder. Så vi glæder os over tallene.

Leif Bojesen, uddannelseschef for UCL Boulevarden

Færre hos sygeplejerskerne

Det svarer lokalt til en stigning på fire procent, mens det ikke helt når op på stigningen på landsplan. Her har 56.688 søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2, mens tallet sidste år var 53.403 ansøgere, hvilket er en stigning på godt seks procent.

De to store uddannelser i Vejle, Sygeplejerskeuddannelsen og Socialrådgiveruddannelsen, tæller dog ikke positivt med i statistikken. For begge steder oplever man i år et fald i ansøgningerne.

Faldet er dog beskedent på den lokale sygeplejerskeskole i Sundhedshuset, hvor 155 har søgt om kvote 2-optagelse mod 159 sidste år. Der er dog et stykke op til niveauet i 2017, hvor 191 søgte ind via kvote 2.

Socialrådgiveruddannelsen må sluge et større fald, idet blot 93 har søgt om optagelse mod 112 sidste år. Det er et fald på 17 procent, mens tallet i 2016 lå på 134 ansøgere.

Stigning til økonomiuddannelser

Så er der til gengæld andre af UCL's lokale uddannelser, der oplever en stigning i antallet af ansøgninger. Det gælder erhvervsakademiuddannelserne på institutionens adresse på Boulevarden 25.

Her er antallet af ansøgere til serviceøkonomuddannelsen mere end fordoblet fra 7 ansøgere i 2019 til 18 ansøgere i 2020. Hos handelsøkonomerne oplever de en stigning på 25 procent, da uddannelsen går fra 20 ansøgere i 2019 til 25 i 2020. Uddannelseschef for UCL’s uddannelser på Boulevarden, Leif Bojesen, glæder sig over de gode tal i huset. - Udviklingen i optaget er meget glædelig af flere årsager: Dels er det vigtigt med levedygtige muligheder at tage en videregående uddannelse i vores område, så vi holder på vores dygtige unge. Dels er det vigtigt for os i UCL at kunne levere dimittender til et dynamisk erhvervsliv med gode job- og karrieremuligheder. Så vi glæder os over tallene og arbejder på, at det vil vare ved også frem mod kvote 1-optaget til juli, siger Leif Bojesen i en pressemeddelelse.

Præcis hvor mange ansøgninger, de lokale videregående uddannelser får, kan først ses, når fristen for optagelse via kvote 1 udløber 5. juli klokken 12. Herefter vil alle ansøgere - uanset om de har søgt ind via kvote 1 eller 2 - få svar på deres uddannelsesønsker 28. juli.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce