Annonce
Erhverv

Vejle Kommune kradser millioner ind fra parkering - men står med et stort hul i kassen fra 2022

P-afgifter, p-billetter og p-tilladelser gav Vejle Kommune en bruttoindtægt på 8,1 millioner kroner i 2018 ifølge FDM. Hvad indgår p-afgifter, havde Vejle Kommune en bruttoindtægt for to millioner kroner, hvoraf halvdelen afleveres til politiet. Arkivfoto: John Fredy
I 2018 betalte bilister otte millioner kroner til Vejle Kommune for at parkere bilen lovligt og ulovligt. I 2022 skal kommunen dog aflevere 70 procent af indtægterne til staten.

Vejle: Vejle Kommune rangerer som nummer 10 over de danske kommuner, som tjener mest på parkering, viser en opgørelse fra FDM.

I 2018 fik Vejle Kommune cirka otte millioner kroner ind fra bilister, som parkerede lovligt og ulovligt.

Men fra i år har Vejle Kommune og resten af landets kommuner udsigt til langt færre penge, da kommunerne som følge af en lovændring skal aflevere 70 procent af indtægterne fra parkering til staten.

Det rammer også Vejle, men dog først i 2022, fortæller Lars Bolander, afdelingsleder for Vej & Park i Vejle Kommune.

- Vi betaler stadig af på p-husene Tróndur og Albert, og de udgifter kan vi trække fra. Vi først står med en udfordring i 2022, hvor vi er færdige med at betale af på Tróndur, for vi har stadig udgifter til p-vagter, p-systemer og drift af de to parkeringshuse, siger Lars Bolander.

Vejle Kommune kan fortsat fratrække afskrivninger på p-huset Albert til og med 2027. Derefter skal kommunen sende omkring 5,5 millioner kroner videre til staten hvert år.

Lars Bolander vurderer, at det bliver svært at få enderne til at nå sammen, når Vejle Kommune i øjeblikket har udgifter for omkring 4,5 millioner kroner.

Annonce

Modangreb fra borgmestre

Den daværende regering og Dansk Folkeparti indførte den nye lov for at undgå, at kommunerne hæver p-afgifterne til at få flere penge i kommunekassen.

Borgmestrene i Frederiksberg, Aarhus, Københavns, Aalborg og Nyborg kommuner er dog gået til direkte modangreb og sagt, at det er staten, som gør parkering til en pengemaskine med den nye lov.

Nogle kommuner har proklameret, at de vil stoppe med betalingsparkering og parkeringskontrol, mens andre kommuner allerede har gjort det, fordi de mener, at regnestykket ikke længere går op.

Formanden for teknisk udvalg i Vejle Kommune, Gerda Haastrup Jørgensen (V), vil ikke udtale sig om, hvordan Vejle Kommune forholder sig til at få færre parkeringsindtægter, eller hvorvidt kommunen vil sætte priserne op og droppe kontrol som andre kommuner.

- Vi har en udfordring, men vi har ikke kigget på det endnu, fordi det først er om nogle år, at det er aktuelt, siger Gerda Haastrup Jørgensen (V).

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce