Annonce
Vejle

Kommunen undersøger, om den kan forære gamle fortovsfliser væk

I teknisk udvalg nikkede man ja til at bevillige 200.000 kroner til at undersøge, hvordan andre kan få gavn af kommunens affald. Det kunne eksempelvis være gamle fortovsfliser, som skrottes, når der lægges nye fliser. Arkivfoto: Roland Petersen
Teknik & Miljø i Vejle Kommune er ved at undersøge, hvordan kommuneaffald som gamle fortovsfliser kan få nyt liv i stedet for at blive skrottet. Projektet har modtaget 200.000 kroner.

Vejle: Åben appen "Too good to go", foretag et par klik, overfør 30 kroner, mød op ved den lokale bager omkring lukketid og modtag en pose fyldt med kager og brød. Mad, som ellers var endt i skraldespanden.

Mange af landets restauranter og forretninger bekæmper madspild på denne måde.

Inspireret af madspildsordningen har afdelingen "Teknik & Miljø" i Vejle Kommune fået tildelt 200.000 kroner fra teknisk udvalgs innovationspulje til at undersøge muligheden for at skabe en lignende bevægelse - bare med ting, der bliver til overs i forbindelse med udskiftninger til nyt eller lignende.

- Vi står af og til med ting som for eksempel gamle fortovsfliser, der i princippet kan genbruges, men som det er nu bare bortskaffes. Vi undersøger derfor om sådanne materialer kunne være "Too good to go" - altså om der for eksempel er nogle borgere, der kunne tænke sig at genbruge fliserne, siger Jørgen Chris Madsen, som er områdechef for "Natur, Vej og Genbrug" i Vejle Kommune.

Materielgården er sammen med andre afdelinger i Teknik & Miljø i gang med at afdække, hvilke materialer der kunne foræres bort, hvordan det skal gøres, og hvem der kunne være interesseret. Ligesom juraen, og hvorvidt materialerne skal være gratis eller have en pris, også skal afklares.

Hvorfor kan I ikke bare lægge fliserne ud et sted med et værsgo-skilt?

- Vi er nødt til at undersøge, hvad vi kan og må. Som privat person kan du fint sætte et slidt havebord ud, men som kommune har vi et særligt ansvar. Vi skal undgå videregive eller sælge noget, som for eksempel indeholder forurening eller farlig kemi, siger Jørgen Chris Madsen.

Vi står af og til med ting som for eksempel gamle fortovsfliser, der i princippet kan genbruges, men som det er nu bare bortskaffes. Vi undersøger derfor om sådanne materialer kunne være "Too good to go".

Jørgen Chris Madsen, områdechef, Vejle Kommune

Har du gode idéer?

En tanke er, at genbrugsmaterialerne tilbydes i en app. Men det er ikke nødvendigvis sådan, at kommunen skal i gang med at udvikle en selv, forklarer Jørgen Chris Madsen.

- Det kan være, at der allerede findes en platform, vi kunne bruge. Der er ingen grund til, at vi bruger økonomiske ressourcer på en app, hvis der allerede findes en, som understøtter vores grundtanker - så skal vi bestemt også være klar på at genbruge på den front. Vi er i høj grad på idébasis lige nu. Men vi har en tro på, at det kan lade sig gøre, siger han og efterlyser gode idéer blandt borgerne eller virksomhederne:

- Hvis der er nogen, som har en idé til, hvad vi kan gøre rent platformsmæssigt, må de meget gerne kontakte os. Vi er altid lutter øre for, hvordan vi sammen kan mindske det evindelige ressourceforbrug, siger Jørgen Chris Madsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Møbelhus: Vejle har fået en Ilva

Annonce