Annonce
Børkop

Vejle Kommune vil have åbnet op for lukketheden

Ridefysioterapi styrker  blandt andet motorik, holdning og ryggens styrke. Men er du handicappet, og bor på Børkophalvøen, skal du køre langt efter det. Arkivfoto: Torben Glyum
I sagen om en dispensation angående manglende ridefysioterapi på Børkophalvøen har Vejle Kommune og alle andre, oplevet, at den instans, der træffer beslutningerne, er lukket land for offentligheden. Og det skal ændres, lyder det fra Vejle Kommune
Annonce

Mørkholt: Er man handicappet og har behov for ridefysioterapi, plejer hesten at står klar i Mørkholt.

Men siden sidste år har det været på Vestfyn, for fysioterapauten har fået lov til at tage ydernummeret med der til. For en stund.

Men hvorfor der er givet lov, og hvad der skal ske i fremtiden, er straks sværere at vide. Beslutninger indenfor det offentlige kan som regel ikke besluttes bag helt lukkede døre. Men når talen falder på beslutninger om ridefysioterapi, er døren lukket i.

Sådan er det med hensyn til det samarbejdsudvalg under Fælleskommunalt Sundhedssekretariat, der kigger på, hvor der skal være ridefysioterapi i Region Syddanmark.

- Vi har en forvaltningslovgivning, der giver mulighed for åbenhed og aktindsigt. Men det gælder ikke for samarbejdsudvalget, og det er ikke holdbart for borgerne, for udvalget træffer beslutninger, der har stor betydning for borgerne. Og vi tager borgernes part. Der skal være åbenhed, så man ved, hvad der foregår. Det er jo noget, der kan have stor betydning for en, siger Peder Hummelmose (V), der er formand for sundhedsudvalget i Vejle Kommune.

Annonce

Landsoverenskomst

Vejle og Fredericia Kommuner har fået et løfte fra Region Syddanmark om, at der skal tilbydes tyve timers ridefysioterapi i ugen på Børkophalvøen. Eller, som det formuleres, øst for motorvejen.

Dog har ridefysioterapeuten ønsket at bruge sit ydernummer på Vestfyn, og det har hun fået dispensation til. Udstedt af samarbejdsudvalget. I første omgang i et år, som dog nu er blevet forlænget med fire måneder.


Der skal være åbenhed, så man ved, hvad der foregår. Det er jo noget, der kan have stor betydning for en

Peder Hummelmose, formand for sundhedsudvalget i Vejle Kommune


Men hvis en kommune, borger, pressen eller andre gerne vil søge aktindsigt i sagens gang, kan de godt glemme alt om det. Ifølge Fælleskommunalt Sundhedssekretariat udfører samarbejdsudvalget opgaver på baggrund af regler fastsat i landsoverenskomsten for fysioterapi og ridefysioterapi, og derfor er der tale om opgaver, der ikke kan henføres til den offentlige forvaltning.

Annonce

Regionen må på banen

Men det vil Vejle Kommune gerne gøre op med. Sundhedsudvalget efter sommerferien mødes til en drøftelse om, hvad man kan gøre, og Peder Hummelmose regner med, at bolden skal sendes ind på regionens bane.

- Politisk skal vi have regionen på banen. Det er her, vi skal høre om, hvad der kan lade sig gøre. Det er ikke holdbart, at man som både borger, men også kommune, bliver mødt af lukkede døre. Et er os som kommune. Her er der muligheder for at sætte sig på bagbenene og søge svar, men sådan er det ikke for borgerne. Især ikke dem, der gør brug af ridefysioterapien. Det er svage borgere, der typisk har brug for en hjælper. Og er det så hjælperen, der skal gennemskue, hvad der sker bag lukkede døre? Det kommer jo ikke til at ske, og derfor har borgerne ingen chance for at ændre noget, for de ved ikke, hvad der sker, før det er sket, siger Peder Hummelmose.

Debatteret i Regionsrådssalen

Samarbejdsudvalget under Fælleskommunalt Sundhedssekretariat med base i Haderslev er stedet, hvor der træffer beslutninger i sager om ridefysioterapi.

Den form for beslutningsansvar blev i november sidste år diskuteret ved et regionsmøde. Her gav en del politikere fra S, SF og Dansk Folkeparti på mødet udtryk for, at de ikke bakker den manglende offentlighed i samarbejdsudvalget op.

- Det er underligt, at der ikke er mere transparents for offentligheden. Det er ligeledes for mærkeligt, at der ikke er en klageinstans i sådanne sager. Det skal vi have kigget nærmere på, lød det dengang fra Karsten Fogde fra SF.

Ridefysioterapi er et tilbud, der gives til folk med forskellige former for handicap.

Der gives vederlagsfri ridefysioterapi til blandt andet folk med nedsat muskelfunktion, neuroligiske sygdomme, blinde og svagtseende og folk med downs syndrom.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce