x
Annonce
Kultur

Vejle Kunstforening klar med ny udstilling: Viser Færø-kunst i møllen

Vejle Kunstforening viser kunst skabt af billedkunstneren Øssur Mohr fra Færøerne. Pr-foto
Moderne malerier med færø-motiver fylder Vejle Mølle fra på lørdag.

Vejle: Med fernisering lørdag 29. februar klokken 11 byder Vejle Kunstforening velkommen til billedkunstner Øssur Mohr.

Han er født 1961 i Fuglafjørður på Færøerne og er en nutidig kunstmaler, som er kendt for sine abstrakte færøske landskabsbilleder, malet i kraftige farver og brede penselstrøg. Han har udstillet siden 1991. Ofte maler han samme motiv i nye variationer og maler autodidakt med olie på lærred.

Udstillingen har titlen "Lysets flygtighed".

Da Øssur Mohr i sin tid begyndte at male, var motiverne for det meste huse og mennesker, men menneskene forsvandt forholdsvis hurtigt. Tilbage stod husene, men de var ikke længere huse med vinduer og døre, man kunne gå ind ad.

I de nyeste malerier har Øssur Mohr opløst de gamle sammenhænge. Det horisontale rum er, om end lidt tøvende, sat ud af kraft. Bygden, det gamle faste holdepunkt er der stadig, men nu mest som et springbræt ind i et stadig mere abstrakt univers.

Mellem de dybe, blå og skære hvide farver aner man nye skygger ofte som omridset af et menneske, der kommer gående oppe mellem skyerne.

Der er fernisering på udstillingen lørdag 29. februar klokken 11 i Vejle Kunstforenings udstillingssted, som er Vejle Mølle på adressen Søndermarksvej 1, Vejle. Herefter vises udstillingen onsdag til søndag fra klokken 12-16 frem til og med den 29. marts.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce