Vejle: Smørrebrød. Så løber tænderne i vand. Vi har alle vores yndlings-smørrebrød, højtbelagt og festligt pyntet.
Selvom smørrebrød egentlig er en frokostret, kan det spises døgnet rundt. Dyrlægens natmad klokken 14 og Sol over Gudhjem klokken 20. Danskerne er vilde med æg og rejer, roastbeef, fiskefilet og kartoffelmadder. Og det ved restauranterne. Smørrebrødsjomfruer landet over står klar med serveringerne.
Ole Troelsø, der er gastronomiredaktør på dagbladet Børsen, har netop udgivet en bog om smørrebrød, hvori han har udarbejdet en liste over landets 50 bedste spisesteder til smørrebrød.
Restaurant Remouladen i Vejle ligger på en 13. plads.
- Det måske mest interessante er, at hvor det historisk set var København, som dominerede i smørrebrødstoppen, så er der nu fremragende smørrebrødsrestauranter i samtlige af landets store byer fra Aalborg over Aarhus og Odense, ligesom mange provinsbyer fjernt fra København virkelig imponerer, siger forfatteren i en pressemeddelelse.
Ole Troelsø mener, at smørrebrødet står stærkere end nogensinde før.
- Dels er det generelle kvalitetsniveau vokset, dels har vi nu en hel række restauranter i genren, som opererer på et gastronomisk niveau, der står lige med de klassiske toprestauranter, siger han.
Blandt de 14 øverste restauranter på listen ligger 11 i København. Aarhus og Odense er repræsenteret på henholdsvis plads nummer fire og fem. På førstepladsen ligger Schönnemann i København.
Udover rangordningen indeholder bogen blandt andet også historien om smørrebrødets udvikling, et kig på de vigtigste råvarer og en række opskrifter.