Annonce
Vejle

Vægterne samler ind, og det gør mange andre også: Få overblik over arrangementerne her

Vejles Vægtere er gerne med, når der sker store ting i byen. Her er de fotograferet ved halloween - og på lørdag kan alle følge med vægterne rundt i byen til fordel for Danmarks Indsamling. Arkivfoto: Lars Juul
Lørdag sendes Danmarks Indsamling 2020 direkte fra Vejle. En lang række institutioner og frivillige er klar med initiativer, der skal skaffe penge til indsamlingen. Et arrangement på stadion er imidlertid aflyst.

Vejle: Vejle kommer til at syde af aktivitet, når Danmarks Indsamling 2020's store tv-show lørdag løber af stablen i Vejle Musikteater.

På selve dagen og i dagene op til vil vejlenserne møde en lang række frivillige, der stiller deres tid og talenter til rådighed for indsamlingen, som i år går til en række projekter, der skal hjælpe børn på flugt eller i slaveri forskellige steder i verden.

Ud over det store officielle arrangement i Byparken, hvor der lørdag fra klokken 18.30 til 24 vil være en lang række aktiviteter og indslag - spændende fra Den store Bagedyst til koncerter og kunstauktion - kan vejlenserne møde Vejles Vægtere, der lørdag aften går en ekstra vægtergang i byens gader til støtte for indsamlingen.

Det koster 50 kroner at gå med på vægtergangen, og overskuddet går ubeskåret til indsamlingen. Ruten starter ved Bryggen klokken 19 og går ad Foldegade og Fiskergade til Kirketorvet, herfra videre til Vejle Rådhus, Torvegade, Orla Lehmansgade og med ankomst til Vejle Musikteater klokken 20.

Undervejs vil vægterne gøre stop og fortælle om de enkelte steder.

Vægterne sælger desuden små hjerteformede pins, som er lavet af Vejle Kommune. De koster 25 kroner, og overskuddet fra salget går ubeskåret til Danmarks Indsamling 2020.

For de, der vil prøve kræfter med en længere rute - og støtte indsamlingen - er der mulighed for 10 personer for at komme med den tidligere professionelle cykelrytter Rasmus Guldhammer med ud på Tour de France-ruten - som først offentliggøres 4. februar. Cykelturen finder sted søndag 31. maj og slutter af med indgang på Jelling Musikfestival, der denne dag blandt andet byder på optræden af Lukas Graham.

Annonce
Mark Stokholm, Tine Gøtzsche og Lise Rønne er værter for Danmarks Indsamling 2020, der sendes fra Vejle Musikteater. Det er DR og 12 humanitære organisationer, der står bag indsamlingen, som i år går til børn på flugt eller i slaverilignende forhold over hele verden. Foto: Stine Heilmann

Skoler samler ind

På en række af de lokale folkeskoler er lærere og elever gået sammen om forskellige initiativer, der skal rejse penge til indsamlingen.

Øster Starup Skole er fredag til stede på strøget med et salgstelt, Kollerup Børnehus holder loppemarked, Bredsten Skole afholder salg af "gode gerninger", og Novaskolen donerer overskud fra salg i skoleboden.

Den integrerede institution Paddehatten sælger tegninger og andet husflid til forældrene og donerer overskuddet og på Englystskolen har eleverne i ugen op til indsamlingen lavet bog- og legetøjsloppemarked.

Højen Skole har holdt åbent-arrangement, mens Smidstrup-Skærup Skole fredag blandt andet arrangerer motionsløb med sponsorbidrag og madbod.

På Mølholm Skoles SFO er der arrangeret salg og bål, Gårslev Skole afholder loppemarked, og i Jelling Børnehus samler førskolebørnene ind ved at sælge hjemmelavede lysestager til deres forældre.

Fredag er Petersmindeskolen og Hover Ifs cafe gået sammen om et loppemarked med auktion, hvor overskuddet går til indsamlingen, ligesom cafeen donerer alt salg til indsamlingen.

Støtteevent på stadion aflyst

Business Vejle og VB havde også meldt sig på banen til Danmarks Indsamling med et støttearrangement på vejle Stadion, hvor det lokale erhvervsliv skulle have mødtes i stadionloungerne for at samle penge ind.

Det event har arrangørerne dog måttet aflyse.

- Det er vi meget kede af, men der var simpelthen ikke kommet nok tilmeldinger til, at det kunne afholdes. Vi gik efter 250 tilmeldinger, for at arrangementet kunne løbe rundt, og vi kunne give et pænt stort beløb til indsamlingen, men sidste fredag var der kun kommet 100 tilmeldinger, og det er for få. Desværre, siger Business Vejle-formand Peter Skou.

Han peger på, at arrangørerne kun havde kort tid til at få arrangementet stablet på benene og meldt ud til netværket som en mulig forklaring på, hvorfor der ikke kom flere tilmeldinger.

- Vi opfordrer i stedet det lokale erhvervsliv til at støtte op om arrangementet i Byparken, fortæller Peter Skou.

Rasmus Guldhammer på Kiddesvej i 2018. Han tilbyder en tur på Tour de France-ruten. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Manden der skabte Legofiguren er død

Annonce