Vejle: Omikron sørger onsdag for, at Vejle sætter en ny, kedelig rekord, når det gælder antallet af corona-smittede borgere.
Sundhedsmyndighederne offentliggjorde traditionen tro corona-tallene klokken 14, og de dokumenterer, at 2312 vejlensere er konstateret smittet den seneste uge.
Det er første gang, at smittetallet runder de 2300 på en uge, og går vi en uge tilbage til 5. januar, lå smittetallet på 1786.
Tallet betyder samtidig, at det såkaldte incidenstal stiger og nu ligger på 1947. Det er antallet af nye smittede de sidste syv dage per 100.000 indbyggere, og det tal var for en uge siden 1504.
Smitte i alle sogne
Med de nye tal indtager Vejle Kommune en 41. plads blandt kommunerne med mest smitte, mens incidenstallet hos den værst ramte kommune Glostrup er helt oppe på 3258.
Fra artiklenKigger man på sognetallene, kan ingen sogne i Vejle Kommune længere sige sig fri for smitte den seneste uge.
Kigger man på sognetallene kan ingen sogne i Vejle Kommune længere sige sig fri for smitte den seneste uge, og i 29 ud af 41 sogne er situationen så alvorlig, at smittetallene her overskrider bekymringsgrænsen fra Statens Serum Institut.
Over 200 i tre sogne
I Sankt Johannes Sogn i Vejles vestby er incidenstallet onsdag 2746 med 160 nysmittede den seneste uge. Thyregod og Grejs følger lige efter med incidens på henholdsvis 2484 og 2460 og med 51 og 42 nye smittede.
I to af de store sogne, Skt. Nikolaj, der dækker en del af midtbyen og Søndermarken, og i Bredballe har der den seneste uge været 288 og 211 nye smittede, hvilket gør de to sogne til de to med de største smittetal.
Det sidste sogn, der har oplevet lige så stort et smitteniveau, er det store sogn, som dækker både Børkop og Brejning. I Gauerslund Sogn er 200 beboere blevet konstateret smittet den seneste uge.
I den modsatte ende er Ringive, Vester, Vorslunde, Lindeballe, Kollerup, Vonge og Langelund de eneste sogne, hvor antallet af nysmittede den seneste uge er under 10 borgere.