Onsdag eftermiddag blev en 42-årig mand fra Vejle varetægtsfængslet i fire uger. Han er af de tyrkiske myndigheder mistænkt for at have medvirket til et terrorangreb i Istanbul i starten af året.
Vejle: En 42-årig vejlensisk mand blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, efter myndighederne i Tyrkiet har anmodet om at få manden udleveret til retsforfølgelse.
De tyrkiske myndigheder mistænker manden for at have medvirket til terrorangrebet mod en natklub i den europæiske del af den tyrkiske storby Istanbul den 1. januar i år, hvor 39 personer blev dræbt. Et angreb, som terrororganisationen Islamisk Stat efterfølgende tog skylden for.
Dorthe Møller-Andersen, anklager Sydøstjyllands Politi.Det er en meget speciel sag, da der ikke er en egentlig sigtelse ved grundlovsforhøret.
Tidligere anholdt
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre af hensyn til både den tyrkiske og danske efterforskning af sagen.
Inden dørene blev lukket, fortalte anklager Dorthe Møller-Andersen dog, at de danske myndigheder blandt andet har beslaglagt en række it-udstyr, de skal have undersøgt.
Det kom også frem, at manden allerede blev anholdt og afhørt den 29. juni på baggrund af en fælles efterforskning fra Politiets Efterretningstjeneste og Sydøstjyllands Politi.
Den 42-årige mand blev dog løsladt igen efter at være blevet afhørt. På daværende tidspunkt var der ifølge anklageren ikke indgivet en anmodning om at få manden anholdt og udleveret fra de tyrkiske myndigheder.
Den kom dog den 17. juli, og manden blev derfor fremsat i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, mens den tyrkiske anmodning bliver behandlet.
Speciel sag
Den terrormistænkte mand var iklædt en lilla T-shirt og mørkegrå cowboybukser, da han ankom til retssalen i selskab med sin forsvarer, en tolk og tre betjente.
Han forholdt sig roligt og svarede kort på dommerens indledende spørgsmål.
Da det var de tyrkiske myndigheder, der havde anmodet om at få manden anholdt, blev der ikke fremsat en egentlig sigtelse fra anklagerens side. I stedet bestod grundlovsforhøret ifølge Dorthe Møller-Andersen mere af et resume af de tyrkiske myndigheders anklager.
- Det er en meget speciel sag, da der ikke er en egentlig sigtelse ved grundlovsforhøret. I stedet skal dommeren vurdere, om der er belæg for at varetægtsfængsle manden, mens den tyrkiske anmodning bliver behandlet, sagde Dorthe Møller-Andersen, mens dommeren vurderede, hvad udfaldet af grundlovsforhøret skulle være.
Kærede kendelse
Det endte altså med, at dommeren imødekom anklagerens ønske om fire ugers varetægtsfængsling. En kendelse, som den 42-årige mands forsvarer kærede til landsretten med det samme.
Heller ikke da han forlod retslokalet efter dommerens kendelse, fortrak den terrormistænkte mand et mine bag det store fuldskæg, der dækkede det meste af hans ansigt.
Hvornår den tyrkiske anmodning om udlevering bliver behandlet vides endnu ikke, ligesom det heller ikke ligger fast endnu, hvornår landsretten skal tage stilling til forsvarerens kæring af kendelsen.