Annonce
Vejle

Vejlenser revet af sin mountainbike - ramte snor spændt ud mellem træer

Henrik Kring blev lørdag formiddag revet af sin mountainbike i skoven ovenfor Vardevej, da han blev ramt af en snor, der var spændt over stien mellem to træer. Foto: Jon Slot Hansen
38-årige Henrik Kring blev revet af sin mountainbike på en skovsti oven for Vardevej. Han valgte i første omgang at tro på, at børn har glemt at pille snoren tværs over skovstien ned.
Annonce

Vejle: - Jeg tror ikke på, at nogen har spændt den snor op for at skade folk. Det vælger jeg at tro på. For det ville være fuldstændig sindssygt, hvis nogen har gjort det bevidst.

Sådan lød det fra Henrik Kring, da avisen fangede ham på telefonen lørdag midt på eftermiddagen.

Den tidligere landmand fra Gl. Højen var på vej hjem fra skadestuen, hvor han havde fået lappet en flænge ved siden af sit højre øje, der var helt hævet op.

Han var forslået efter et styrt på sin mountainbike, og udover flængen i ansigtet havde han slået sin ryg og sin skulder kraftigt.

Annonce

Ramt lige over højre øje

Vejlenseren var sammen med 22 andre ryttere fra Apollo Fitness ude at køre mountainbike i skoven mellem Uhrhøj og Vardevej. På en af skovstierne blev han pludselig revet af cyklen, da han kørte ind i en tynd nylonsnor, der var spændt ud mellem to træstammer.

- Det kunne været gået helt galt, men der er heldigvis ikke sket noget med mit øje. Snoren ramte mig lige over mit højre øje, men jeg nåede lige at opfatte, at der hang noget i luften. Jeg troede, det var et spindelvæv, men jeg nåede heldigvis at lukke øjnene, fortalte rytteren, der kørte uden briller.


På et tidspunkt deler stien sig rundt om nogle træer, og mens de forreste alle kørte højre rundt om træerne, valgte jeg at køre venstre om. Jeg valgte desværre den forkerte vej.

Henrik Kring, uheldig mountainbikerytter


Uheldet skete på en nedkørsel på stien ned mod Vardevej lidt længere ude end udsigtspunktet Himmelpind, og Henrik Kring kørte blandt de bageste i flokken.

- På et tidspunkt deler stien sig rundt om nogle træer, og mens de forreste alle kørte højre rundt om træerne, valgte jeg og en bag ved mig at køre venstre om. Jeg valgte desværre den forkerte vej, konstaterede den 38-årige vejlenser.

Annonce

Vælger at tro at det er børn

På skadestuen fik han vished for, at ingenting er brækket efter faldet, men nogle timer senere - hvor vi talte med ham - var han stadig noget groggy. Men lørdag følte han sig stadig overbevist om, at børn havde leget med en snor i skoven.

- Det er ikke den mest oplagte vej at tage rundt om de træer. Havde snoren været spændt ud på den anden side af træerne, havde sagen været en anden. Jeg vælger derfor at tro, at det er nogle børn, der har leget, og så har de glemt at tage snoren ned igen, fortalte rytteren.

Henrik Kring havde fået en flænge over højre øje, der var hævet op efter mødet med nylonsnoren i skoven. Privatfoto

Netop derfor ville han dog gerne advare børn og andre i skoven om at passe på med at bruge snore, specielt på de mange stier, som bruges af cykelryttere, løbere og andre skovgæster.

Annonce

Har meldt det til politiet

Og derfor valgte han efter sit besøg på skadestuen også at melde sagen til politiet.

- Politiet tog anmeldelsen meget alvorligt, og de kommer for at afhøre mig senere i dag. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på det, så man tænker lidt over, hvor man spænder en snor op. Det kunne være gået meget værre, hvis jeg havde været mere uheldig, sagde Henrik Kring, der arbejder for en anlægsgartner.

Via en GPS-tracker på makkerens cykel kunne han anvise politiet det præcise sted, hvor snoren var spændt ud i skoven. Og godt et døgn efter sit fald og efter dialogen med politiet, begyndte han søndag at tvivle på, at der blot var tale om en leg med snoren.

Annonce

Naivt at tro på børns leg

- Jeg har jo hørt, hvad politiet har sagt og har tænkt det igennem hen over natten. Politiet viste mig billeder ude fra stedet i går, og jeg må jo nok efterhånden indrømme, at det er naivt at tro, at det er sat op i god tro. Desværre, sagde Henrik Kring dagen derpå.

Siden han stoppede som selvstændig landmand for to år siden, har han kørt mountainbike, og han er før styrtet og har slået sig. Men han har ikke oplevet noget som lørdagens episode.

Han beskriver den hvide nylonsnor som en tørresnor, der er cirka tre millimeter tynd, og han ærgrer sig over, at han ikke i første omgang fik taget et billede af den. Men politiet fandt snoren lørdag eftermiddag.

- Snoren knækkede ikke, da jeg ramte den. Men vi fik den pillet ned, inden vi kørte videre for at komme op til de andre i gruppen, der ikke kunne forstå, hvor vi blev af, sagde Henrik Kring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce