Annonce
Vejle

Vejlensere bliver blandt de allerførste i Danmark til at få Moderna-stikket

Hvis man er udvalgt til vaccination, modtager man en invitationen i sin digitale postkasse - eller et fysisk brev, hvis ikke man har digital post. Foto: Mette Mørk
Region Syddanmark får som den eneste region i landet vacciner fra virksomheden Moderna. Halvdelen af de 5000 vacciner bliver i Odense, mens resten skal til Vejle. Vaccinationscentret på Dofovej åbner allerede i morgen, en dag tidligere end først planlagt.
Annonce

Vejle: Vejlensere bliver blandt de allerførste i Danmark til at få vaccinen fra virksomheden Moderna. Det står klart tirsdag eftermiddag.

Onsdag ankommer 5000 af de nye vacciner til Odense. Den ene halvdel bliver på Fyn, mens den anden skal til Vejle, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.

- Vi er rigtigt glade for at få lov til at afprøve den nye vaccine i vores region. Det giver os mulighed for at få vaccineret endnu flere borgere og sundhedspersoner. Det, vi ved, er, at de to vacciner fra henholdsvis Pfizer/BioNTech og Moderna virker på samme måde og er lige effektive, udtaler koncerndirektør Kurt Espersen.

Alle nyvaccinerede danskere har hidtil fået vaccinen fra Pfizer/BioNTech. Modernas vaccine blev godkendt i sidste uge, og Sundhedsstyrelsen har besluttet, at kun én region skal modtage de første doser, fordi leverancen er begrænset.

Annonce

Åbner før forventet

Vaccinerne vil blive anvendt i vaccinationscentret i Vejle, fordi ankomsten passer tidsmæssigt godt med åbningen af centret torsdag formiddag på Dofovej 2B i byens nordlige industrikvarter - lige om hjørnet fra testcentret på Tysklandsvej.

I sidste uge meldte Sygehus Lillebælt ud, at det ville åbne fredag. Men ifølge kommunikationschef Cathrin Tromborg Bræstrup er flere ting faldet i hak, hvilket muliggør en tidligere åbning.

- Vi har fået muligheden for at åbne allerede torsdag, hvilket passer godt med, at vi modtager vaccinerne fra Moderna, siger hun til avisen.

70-80 medarbejdere skal ifølge hende ansættes til vaccinationscentret i Vejle, og tilsammen skal de på sigt kunne vaccinere 1700-1800 borgere om dagen.

- Der kommer tryk på, men der er vi naturligvis ikke endnu. Det har vi slet ikke nok vacciner til. Det er først, når vi kommer længere hen på foråret, forklarer Cathrin Tromborg Bræstrup.

Annonce

Vil samle erfaringen

Vaccinerne fra Moderna egner sig ifølge regionen bedst til at blive anvendt på et vaccinationscenter og ikke eksempelvis på sociale institutioner, da de kun må transporteres på køl én gang.


Vi er rigtigt glade for at få lov til at afprøve den nye vaccine i vores region. Det giver os mulighed for at få vaccineret endnu flere borgere og sundhedspersoner.

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark


Pfizer/BioNTech-vaccinerne må transporteres to gange og egner sig derfor bedre til udkørende enheder.

- Når vi vælger at håndtere den nye vaccine i ét vaccinationscenter, er det for at få så stor erfaring med vaccinen som overhovedet muligt, som vi kan give videre til resten af Danmark, når de skal til at bruge den, forklarer koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i pressemeddelelsen.

Annonce

Hospice i Bredballe

De syddanskere, som nu inviteres til at blive vaccineret med den nye Moderna-vaccine i vaccinationscenteret i Vejle, vil være borgere og personale, som endnu ikke har modtaget en invitation til Pfizer/BioNTech-vaccinen.

Det er borgere, som er i en særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes, eksempelvis borgere, der er i behandling for en alvorlig kræftsygdom eller har et voldsomt svækket immunsystem.

Derudover vil mere frontpersonale på afdelinger med særligt sårbare patienter få tilbuddet. Det er eksempelvis medarbejdere på kræftafdelingen og afdelingen for hjertesygdomme på Sygehus Lillebælt. Desuden vil Sct. Maria Hospice i Bredballe samt vagtlægerne i regionen få tilbudt den nye vaccine.

Hvis man er udvalgt til vaccination, modtager man en invitationen i sin digitale postkasse - eller et fysisk brev, hvis ikke man har digital post. Det fremgår heraf, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at tage imod tilbuddet om en vaccine mod covid-19.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Tre personer anholdt for afbrænding af statsministerdukke: En mistænkt er stadig på fri fod

Annonce