Annonce
Kultur

Vejlenserne låner flere bøger for første gang i syv år

For første gang i mange år begynder udlånet af fysiske materialer at stige hos Vejle Bibliotekerne, hvor det digitale udlån også vokser. Arkivfoto: Mette Mørk
Vejle Bibliotekerne har oplevet en stigning i udlån af fysiske materialer i første halvdel af 2019, hvilket går imod den landsdækkende tendens de senere år.

Vejle: Vejlensernes lyst til at tage på biblioteket for at låne en bog, en dvd eller cd-skive er faldet gennem de seneste syv år.

I 2012 var Vejle Bibliotekerne tæt på at runde en million fysiske udlån, og sidste år var det tal faldet med næsten 25 procent til 751.435 udlånte bøger, magasiner, film og musik-cd'er.

Samme tendens er gældende på landsplan, hvor landets biblioteker i 2012 lånte 29.192.049 voksen- og børnebøger ud, mens det samlede bogudlån sidste år faldt til 24.290.797 bøger. Svarende til et fald på 16,8 procent.

Men nu ser det ud til at vende for Vejle Bibliotekernes fysiske udlån.

I første halvår af 2018 lånte borgerne til sammen 376.002 fysiske materialer på de lokale biblioteker, mens det tal i årets første seks måneder i 2019 steg til 395.249 emner. Det er en stigning på 5,1 procent.

Annonce
Vores udlån er som en bankoplade. Det flytter sig mellem de forskellige typer af udlån, og det digitale udlån stiger meget om sommeren.

Mette Høxbro, bibliotekschef Vejle Bibliotekerne

Græsse mellem hylderne

Den udvikling har bibliotekschef hos Vejle Bibliotekerne, Mette Høxbro, flere forklaringer på.

- Jeg er ikke så overrasket over, at vi oplever en stigning. Det har noget at sige, hvordan vi præsenterer materialerne og hvordan, vi inviterer folk indenfor i forhold til samlingen, og jeg tror, at vi gør det godt. Om sommeren præsenterer vi for eksempel krimier til ferielæsningen, og i den mørkere tid i efteråret er det de lidt tungere ting, fortæller Mette Høxbro.

Derfor bruger personalet meget energi på skabe inspiration på de fem lokale biblioteker, så folk får mere med hjem, end de tog på biblioteket efter.

- Vi prøver at give plads til, at folk kan græsse mellem hylderne, så de kan blive inspireret, siger Mette Høxbro.

Sidder længe foran skærmen

Hun mener heller ikke, at man skal underkende betydningen af, at mange i dag sidder foran en computerskærm det meste af arbejdsdagen.

- Det gør, at mange synes, det er fedt at sætte sig med en rigtig bog eller en grammofonplade, når de har fri. Man skal ikke underkende den taktile oplevelse og det at få noget rigtigt i hænderne, siger bibliotekschefen.

Hun vil ikke tage anmelderollen på sig og vurdere om halvårets udbud af nye bøger har indflydelse på det samlede udlån lokalt. En kendsgerning er det dog, at bestsellere også er populære på biblioteket.

- Vi kan kun købe et bestemt antal eksemplarer af en bog, og så står folk i kø efter dem, og det gør de også gerne. Derfor spiller det også en rolle, at vi skaber hurtig cirkulation af bøgerne med vores kviklån, hvor du skal aflevere bogen indenfor 14 dage, siger Mette Høxbro.

Meget tyder også på, at flere forældrene tager på biblioteket med deres børn, for antallet af børne- og billedbøger, der lånes med hjem, udgør også en pæn del af stigningen.

Sådan fordeler udlånet sig

Sådan fordeles det fysiske udlån rundt på de lokale biblioteker og bogbusser i første halvår af 2019 - stigning i procent i forhold til første halvår 2018 i parentes:

Bogbus: 14.450 (+12,5%)

Børkop: 28.101 (+4,9%)

Egtved: 19.020 (+2,0%)

Give: 23.456 (+14,8%)

Jelling: 21.281 (+12,8%)

Vejle: 288.941 (+3,8%)

I alt: 395.249 (+5,1%)

Det digitale udlån:

Filmstriben 9.416 (+10,1%)

eReolen 23.407 (+69,8%)

Netlydbog 31.631 (+32,7%)

eReol Global 1.498 (66,1%)

Podcasts 353

I alt: 66.505 (+41,3%)

Lydbøger er blevet et hit

Stigningen af det fysiske udlån sker ikke på bekostning af det digitale udlån, som også er steget i første halvdel af af 2019.

I første halvår af 2018 havde Vejle Bibliotekerne et digitalt udlån på 47.074 emner, mens det i år er steget med 41,3 procent til 66.505.

Dermed er det samlede udlån af både fysiske og digitale materialer steget med 9,1 procent fra 423.076 til 461.754. Hvis det niveau holder året ud, er der lagt op til en stigning, for så runder udlånet de 920.000, mens det samlede udlån i 2018 lød på 868.621 materialer.

- De senere år er lydbøger blevet kæmpestort, og her stiger udlånet meget, ligesom flere og flere, der brokker sig over udbuddet af film på blandt andet Netflix, opdager, at der er et spændende filmudbud på Filmstriben. Det er mange ikke klar over, siger bibiotekschefen.

Det er især eReolen og eReolen Global - lyd- og e-bøger på engelsk - som har oplevet store stigningsrater på henholdsvis 69,8 og 66,1 procent, mens der blev udlånt 31.631 netlydbøger i årets første halvår mod 23.834 sidste år. Det er en stigning på 32,7 procent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce