Vejle: Pyyyha. Jo, varmen er kommet til landsdelen, men så er det godt, at man kan lade sig afkøle. Regn og 15 grader er skiftet ud med solskin og knap 30 grader, og for mange er det ensbetydende med strand, badning, is og hygge på de lokale strande og badesteder.
Nåede du ikke at nyde sommervejret og tage en dukkert tirsdag, ser det dog ud til, at der også bliver mulighed for det i den kommende tid. Således viser DMI's prognoser for Vejle, at temperaturen runder 30 grader onsdag og torsdag, og at varmen stort set fortsætter i resten af måneden.
Badevandstemperaturen i Vejle er i øvrigt 19 grader.