Vejle: Vejles ældste kor, Apollokoret, skal have ny dirigent. Når koret medvirker ved FestiVejles Sankthansaften i Skyttehushaven er det samtidig femte og sidste koncert med dirigent Maria Kruchow Midtiby.
- Vi har været vilde med Maria som dirigent, og det har været et rigtig godt år for os, fortæller korets formand, Inge-Lise Smidt.
- Men der venter nye udfordringer på Maria i Aarhus, og det er helt som planlagt. Efter sommerferien glæder vi os meget til, at Birger Sørensen bliver vores nye dirigent. Birger Sørensen underviser på Billund Kulturskole, han har hjulpet os mange gange, blandt andet i fjor, hvor han med kort varsel tog med koret til Nordisk Stævne i Oslo.
Apollokoret har været på udkig efter at få Birger Sørensen som dirigent i mange år, og sidste sommer sagde han endelig ja, men altså med tiltrædelse efter sommerferien i år, oplyser Apollokoret.
Apollokoret har historiske rødder tilbage i 1895, og det er et kor med store ambitioner for at udvikle sig.