Annonce
Vejle

Vejles margarinekonge kom brat af dage

Hans Slott Steensen som ung, cirka 1878. Foto: J.J. Jensen/Vejle Stadsarkiv
Annonce

Den 2. juli 1919 havde Hans Slott Steensen en tid været indlagt på Dr. Brünniches klinik i Hornbæk som rekreation efter en længere sygdomsperiode. Men nu ville den 66-årige hjem til Fyn.

Han blev ledsaget af en sygeplejerske ind til datterens bopæl i Hambrosgade i København. Her ville han overnatte for så dagen efter at tage toget hjem.

Datteren og svigersønnen boede på tredje sal i ejendommen, og da Steensen samt ledsager var kommet derop, følte han sig lidt svimmel. Han lænede sig til rækværket ved trappen, men fik overbalance og styrtede ned gennem alle etager. Der kom straks hjælp, men man kunne med det samme konstatere, at Steensen var død.

Dermed var en af Vejles industrielle pionerer - margarinekongen Steensen - gået bort på en lidt voldsom måde.

Ulig Vejles andre ”Mads Skjern’er” som C.M. Hess og Windfeld-Hansen, der kom udefra, var Hans Slott Steensen født i Vejle i 1853. Nogle kilder skriver, at faderen, Otto Malthe Steensen, var brygger, andre at han var kobbersmed. Kirkebogen siger kobbersmed, så det holder vi os til. Han havde værksted i baggården til Kirkegade 23.

Gamle dage

Vejle, verden og avisen: Vigand Rasmussen skriver om Gamle dage hver tirsdag.

Da sønnen Hans var blevet konfirmeret, skulle han ud at lære noget. Selv om faderen var håndværker, kom unge Steensen i handelslære. Det skete hos Gimbels Kolonial- og Trælasthandel i Middelfart.

Da Steensen var udlært, fik han plads ved G.N. Gimbels Agenturforretning i Vejle, og dermed kom Hans tilbage til hjembyen. Og da Gimbel døde, overtog Steensen selv forretningen i en forholdsvis ung alder.

Han fik hurtigt agentur- og kornforretningen til at vokse ”til en efter Provinsforhold anseelig Størrelse”, som der står i en beskrivelse af den unge forretningsmands virke. Steensen var repræsentant for en række ansete københavnske firmaer som O.B. Muus, Hafnia og så for Otto Mønsted fra Aarhus. Desuden drev Steensen en betydelig kornforretning for egen regning.

Men det skulle blive et helt andet produkt, som for alvor satte Steensen på det industrielle landkort i Danmark.

Mens Hans tullede rundt og voksede op i Vejle, regerede en kejser i Frankrig. Det var en slægtning til den store Napoleon 1., og den nye Napoleon blev kejser i 1852 under navnet Napoleon 3. Kejseren havde mange ideer, og en af dem var at finde et billigt alternativ til det dyre smør samt at finde et fedtstof med lang holdbarhed, som kunne bruges i hæren.

Kejseren satte kemikeren Hippolyte Mége-Mouriés på opgaven, og den 15. juli 1869 kunne han tage patent på et produkt, som blev kaldt ”margarine”, og som bestod af oksetalg, skummetmælk og vand. Det lignede smør, men kostede kun det halve, og nogle smarte købmænd solgte derfor margarine som smør i begyndelsen.


Kejseren satte kemikeren Hippolyte Mége-Mouriés på opgaven, og den 15. juli 1869 kunne han tage patent på ”margarine” - som bestod af oksetalg, skummetmælk og vand.


Det var de rigtige smørproducenter naturligvis ikke begejstrede for, og i Tyskland krævede man, at margarinen blev farvet blå eller grøn, så forbrugerne ikke blev snydt. Margarinens naturlige farve var gråhvid, men i Danmark blev løsningen, at man farvede margarinen, så den var væsentligt blegere end smør.

I Danmark oplevede man også en bitter strid om det nye produkt. I 1883 var smørkøbmanden Otto Mønsted i Aarhus begyndt at producere ”kunstsmør”, som man kaldte margarinen. Da man også her i landet oplevede, at man ude i handelen tog lidt let på en skelnen mellem rigtigt smør og kunstsmør, blev der i 1885 vedtaget en lov, som skulle skille smør fra margarine.

Det skete ved, at margarine fremover skulle sælges fra ovale fustager, der på alle sider var mærket med ordet ”margarine” indrammet i en ellipse. Smørfustagerne var cirkelrunde. Trods tidens politiske stridigheder mellem Venstre og Højre var der enighed om denne lov, og om at den skulle revideres senest tre år efter. Men i sommeren 1887 var stemningen en anden.

Landbrugskredse og den begyndende andelsbevægelse stillede nu krav om forbud mod kunstsmør, også fordi man var bange for, at eksporten til England blev ramt af forfalskninger. I 1884 modtog Thisted Folkeblad en annonce for kunstsmør fra et hamborgsk firma. Avisen lod det pågældende manuskript vandre i papirkurven.

Venstre-politikeren Viggo Hørup introducerede begrebet ”det rene land” med ordene: ”Danmark er et rent land, der er intet kunstsmør i Danmark…”. Og Hørup gik ind i ”Forretningsudvalget til Oplysning om Faren ved Kunstsmør”, hvor han kom i selskab med Højre-folk fra adelskredse.

På den anden front stod Socialdemokratiet, der ville sikre det billige næringsmiddel til den mindre bemidlede del af befolkningen.

Kampen bølgede frem og tilbage, og for nogle af deltagerne var det ærligt ment, mens den snu Hørup brugte sagen rent politisk til at splitte Højre, hvilket også lykkedes. Det endte med en ny margarinelov den 31. marts 1888, hvor hovedindholdet var et forbud mod at farve margarinen.

Så indtil 1925 blev margarinen solgt som en gullig-grå vare, som så ude i køkkenerne blev æltet med farve, inden den kom på bordet. Loven forbød også eksport af margarine, hvorfor Otto Mønsted anlagde en kæmpe margarinefabrik i England.

Det var i det klima, at Steensen i Vejle gik og overvejede næste trin i udviklingen af firmaet.

Fortsættes.

-

Kilder:

Politikens Danmarkshistorie. Bd. 12. 1971. - Ugebladet for Vejle og Omegn. 25.2. 1900. - Nationaltidende 3.7.1919. - Vejle Stadsarkiv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Hundeejer efterlod Annette blødende efter angreb fra schæfer: - Hvordan kan man få sig selv til det

Annonce