Annonce
Vejle

Vejles turismechef efter polsk parkerings-fadæse: Det er møghamrende ærgerligt

Turismechef Morten Damgaard ærgrer sig over sagen fra Reinholdts Plads - og over at der langt fra er tale om en enkeltstående hændelse. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Turismechef Morten Damgaard fortæller, at Visit Vejle flere gange har bedt om, at der skiltes på engelsk på p-pladsen på Reinholdts Plads for at hjælpe byens turister.

Vejle: Familien Imielinski fra Polen er langt fra de eneste turister, som kører hjem fra Vejle med en parkeringsbøde i baglommen efter at have parkeret på Reinholdts Plads ved Vejle Banegård.

Som omtalt i Vejle Amts Folkeblad fredag ærgrer familien Imielinski sig efter sit besøg i sommer i Vejle, hvor de fik en p-bøde på 795 kroner, selvom de havde trukket en billet i automaten på Reinholdts Plads.

- Det er desværre langt fra første gang, at vi oplever sager som den, I omtaler. Vi har haft mange henvendelser på turistkontoret igennem flere år efterhånden fra turister, der ikke forstår, hvorfor de har fået en bøde på parkeringspladsen på Reinholdts Plads. Turistkontoret kan ikke gøre andet end at informere om klagemulighederne, men det er da møghamrende ærgerligt for Vejle. Vi vil gerne være en international by. Vi har dels mange udenlandske borgere, som er ansat i vores lokale virksomheder og dels har vi oplevet et øget turisttal i de senere år, siger turismechef Morten Damgaard.

Annonce

Reinholdts Plads

  • Det er formelt DSB, der ejer parkeringspladsen på Reinholdts Plads.
  • På en del af arealet har Ejendomsselskabet Banegårdspladsen 1 dog en tinglyst ret til at bruge området til parkering.
  • Det er derfor, at der på pladsen gælder to forskellige sæt regler for parkering.
  • I den ene ende af pladsen kan der betales for parkering ved brug af enten app eller billet fra automaten på pladsen. I den anden ende af pladsen kan der kun betales via app.

- Har løbende samtaler

Han oplyser, at Visit Vejle gerne så, at der blev skiltet på engelsk på p-pladsen på Reinholdts Plads.

- Det er en lidt speciel situation, fordi der gælder forskellige regler på pladsen. Vi så gerne, at der også blev skiltet på engelsk af hensyn til vores turister. Vi har løbende samtaler med parkerings-selskaberne, og der har vi bragt ønsket op. Det er rigtigt, at skiltningen, som den er i dag, overholder den gældende lovgivning, men vi synes, det ville være en god service for vores gæster at skilte på andet end dansk, fortæller Morten Damgaard.

Han tilføjer, at Visit Vejle ikke kan forlange af parkerings-selskaberne, hvordan skiltningen skal være.

- Vi kan italesætte og opfordre, men det er formelt set, dét vi kan gøre, siger Morten Damgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce