Annonce
Vejle

Vejles vandrefalke overrasker med stort kuld

De voksne har netop leveret føde til to af de fire unger. Det er første gang, at ornitolog John Mikkelsen har hørt om et dansk vandrefalkepar, som får så stort et kuld. Foto: Erik Borch
For andet år har vandrefalkene på Vejle Havn ynglet, og det overrasker ornitologerne, at der er fire unger i kassen.

Vejle: Sidste år var der glæde neden for Havnemøllernes høje, hvide silo på Sydkajen på Vejle Havn.

Her har den lokale afdeling af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i flere år haft en redekasse monteret i toppen, og sidste år lykkedes det endelig at få et vandrefalkepar til at yngle.

Det er vigtigt, for falkene er med til at regulere bestanden af måger og duer i byen.

Tre dunede unger dukkede op i kassen, og i disse år vurderer DOF, at bestanden af vandrefalk formentlig er på sit højeste, siden rovfuglen blev udryddet som ynglefugl herhjemme i 1972.

Annonce
Normalen er to unger, og sidste år var vi mægtig stolte over, at parret fik tre unger. Nu har det overgået sig selv og fået fire unger.

John Mikkelsen, naturformidler

Kun et tysk par

Det var dog kun 12 steder rundt i landet, at falkepar med succes ynglede sidste sæson, mens tallet ikke er opgjort for i år. Men det vejlensiske par er formentlig leveringsdygtig i årets største kuld.

- Normalen er to unger, og sidste år var vi mægtig stolte over, at parret fik tre unger. Nu har det overgået sig selv og fået fire unger. Jeg kan se på nettet, at det også er lykkedes et par i Tyskland. Men ellers har jeg ikke hørt om det tidligere overhovedet ,fortæller naturformidler og fugle-ekspert, John Mikkelsen, Vejle.

- Det tyder på, at fødegrundlaget her er rigeligt stort. Det er ihvertfald ikke et problem for forældrene at skaffe duer og måger nok til ungerne, siger John Mikkelsen.

Masser af action

Der er tale om to hunner og to hanner, og den ældste af ungerne er nu omkring 60 dage gammel, mens de andre blev udklækket i løbet af de efterfølgende to-tre dage.

- Ungerne bliver stadig fodret af de voksne falke, men det er tydeligt, at de allerede nu har indledt en læringsproces, der ved hjælp af leg og efterabning af forældrefuglene langsomt udruster dem til at klare tilværelsen fremefter. Det er en tid med masser af action. For når der skal skaffes føde til fire store unger, og der samtidigt skal leges og læres, er det en underholdende og fornøjelig tid at være publikum, siger John Mikkelsen.

Det er kun et par uger siden, at den yngste af ungerne tog sin første flyvetur, og ungerne vil formentlig blive i og omkring redekassen på havnen godt et par måneder endnu.

Herefter bliver de jaget ud af redekassen, og så skal de på egen hånd finde sig et territorium og en mage.

Det er en papegøje

Indtil for få år siden tilhørte falkene taksonomisk rovfugleordnen. Men omfattende DNA analyser har, ifølge den lokale ornitolog John Mikkelsen, vist, at falkenes nærmeste slægtninge i virkeligheden ikke er de andre rovfugle, men derimod papegøje-familien.

- I Danmark har vi ikke vildtlevende papegøjer, så derfor står vandrefalken og de andre falke nu i en orden for sig selv her i landet. Så vores falke er i virkeligheden en slags papegøje, siger John Mikkelsen.

Et rutineret par

- Sidste år kunne vi følge ungerne frem til 1. september. De voksne falke trækker sig efterhånden tilbage fra havnen og overlader siloen til ungerne, når ungerne selv er i stand til at fange byttet. Indtrykket er dog, at ungerne stadig overvåges i en eller anden grad, siger den lokale ornitolog.

Det er samme par, som også leverede et kuld sidste år, der er blevet forældre igen, men ifølge John Mikkelsen skifter vandrefalkene mage cirka hvert femte eller sjette år.

- Det sker, hvis den ene bliver for gammel, eller der skal nyt blod til. I år kan vi se, at parret er blevet noget mere rutineret. Der er helt anderledes ro på og styr på det i forhold til sidste år, selvom de har en ekstra unge at holde styr på. Familien trives, konstaterer han.

Det er efterhånden 60 dage siden, at den første af fire unger blev udklækket, og de har forlængst skiftet deres hvide pullus-dundragt ud med den juvenile dundragt, som ifølge John Mikkelsen er kendetegnet for den første dragt, udfløjne unger får. Foto: Erik Borch

Forældrene reagerede

De fire unger blev alle ringmærket for en måned siden af Knud Falk fra Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum i København. Ungerne blev vejet, målt og kønsbestemt, og de var alle i god stand.

- Vi var lidt kede af, at de skulle ringmærkes, og det gav en vis forstyrrelse hos forældrene. De reagerede mere, end vi havde håbet på. Men der er videnskabsfolk, som gerne vil samle viden om falkene, siger John Mikkelsen.

Den voksne han holder øje med sine unger, og sammen med hunnen overlader han mere og mere Havnemøllernes silo til ungerne. Foto: Erik Borch
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce