Annonce
Vejle

Venstre i dyb krise: Skæbnemøde holdes i Brejning

René Jensen-Iversen (til højre) overtog i foråret formandsposten i Venstre i Vejle Kommune fra Jacob Bogh Nielsen. Den nye formand opfordrer til ro i partiet. Privatfoto
Formand René Jensen-Iversen ser frem til møde i partiets hovedbestyrelse - her skal der lægges låg på diskussionen om næstformand Kristian Jensen.

Vejle: Hold nu fingrene fra tastaturet.

Sådan lyder opfordringen fra formanden for Venstre i Vejle Kommune, Rene Jensen-Iversen, på baggrund af de seneste dages interne ballade i Venstre.

Selv ser formanden frem til det kommende hovedbestyrelsesmøde, der skal holdes på Comwell Kellers Park i Brejning 31. august. Her deltager han selv som medlem af den mere end 100 medlemmer store bestyrelse - og det er i perioden op til det afgørende krisemøde, at Rene Jensen-Iversen opfordrer parterne til at holde sig fra flere indlæg på de sociale medier.

- Vi bliver vores egen værste fjende, når vi skyder på hinanden på den måde, lyder det fra lokalformanden.

Annonce

Vil ikke tage stilling

Som det er mange bekendt, blev balladen indledt, da næstformand Kristian Jensen i et interview med Berlingske undsagde partiformand Lars Løkke Rasmusens idé om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Den melding fik fredag den magtfulde tidligere finans- og forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, til at opfordre Kristian Jensen til at gå af. Søndag aften erklærede Claus Hjort så det delte formandskab i partiet for et overstået kapitel.

De mange meldinger har fået repræsentanter for partiets fløje på banen med støtte til kombattanterne. Men ikke René Jensen-Iversen. Han siger:

- Her i Vejle står vi bag Lars Løkke Rasmussen. Han er stadig den stærkeste kandidat til at tilbageerobre nøglerne til statsministeriet. Løkke er vores favorit til at udfordre Mette Frederiksen, og han har jo også meddelt, at han ingen planer har om at trække sig.

Gruppeformand indblandet

Det er jo ikke sikkert, at dine partifæller følger opfordringen om ro. Kan I vente helt til den 31. med at få dæmpet gemytterne?

- Det mener jeg. Der er ingen grund til at mødes ekstraordinært. Men det er selvfølgelig et problem, at den gruppeformand, der normalt skulle bilægge den slags stridigheder, selv er en del af balladen, siger René Jensen-Iversen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce