Annonce
Danmark

Venstres formand forventer at nogle flygtninge vil blive

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
I et interview med Weekendavisen bakker Venstre op om konventioner og siger, at nogle flygtning vil blive.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger i et interview i Weekendavisen, at en del flygtninge nok kommer til at blive i Danmark, hvis konflikten i deres hjemlande varer meget længe.

Det meget omtalte paradigmeskift, der blev gennemført af den tidligere VLAK-regering, har ellers som formål, at flygtninge ikke skal integreres, men sendes hjem.

Interviewet kommer forud for partiets landsmøde, der foregår i weekenden.

- Hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse i hjemlandet, bør man da i udgangspunktet vende tilbage, når den situation er slut. Men det betyder stadig, at når man er i et andet land, skal man arbejde og tage del i det samfund, man er i, siger formanden.

- Hvis der har været konflikt i hjemlandet i 15 eller 20 år, og folk har børn, der er vokset op her, giver det så mening at tale om at vende tilbage til hjemlandet, eller gør det ikke?

- Virkeligheden er bare, at en del nok kommer til at blive, og derfor skal vi også forberede os på det - blandt andet ved at sørge for at de kommer i arbejde.

I forhold til den seneste diskussion af de internationale konventioner, der udspringer af sagen om hjemvendte fremmedkrigere, siger Jakob Ellemann-Jensen, at konventionerne netop er vigtige for et lille land som Danmark.

Han siger dog også, at "alt ikke er mejslet i sten og aldrig kan laves om".

Ellemann-Jensen fik tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg som næstformand. Der har været talt meget om, hvorvidt de to ser ens på udlændingepolitiken.

Til Weekendavisen siger Jakob Ellemann-Jensen, at han forstår, hvorfor folk søger mod Danmark, hvis de er fra områder, der er præget af krig og nød.

- Det betyder ikke, at de skal være her alle sammen. Men det betyder, at vi skal tale ordentligt om og til andre mennesker. Jeg er sikker på, at hvis man spørger Inger og mig om en række ting, vil der være en forskel på, hvad vi prioriterer, og hvad der bør fylde hvor meget.

- Men de forskelle er ikke større, end at vi er medlem af det samme parti, og at vi begge står ved den lovgivning, som vi begge har været en del af, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Efter bekymrede miner og bredside til politikerne: Vi tjekker Vejles gågade for tomme butikker

Annonce