Nørremarken: Det begynder at lysne for de mange trafikanter, der dagligt holder og venter i lyskrydset på Jægervænget for at komme ud på Horsensvej.
Vejle Byråds tekniske udvalg har netop bevilget 350.000 kroner til en ombygning af krydset. Det er dog langtfra penge nok til at sætte entreprenøren i gang.
De bevilgede penge skal i første omgang bruges på at slå stregerne til ombygningen, så projektet kan sendes i udbud.
Ombygningen af krydset er første led i en større plan, der skal forbedre trafiksituationen for hele det såkaldte "stadionområde" med de mange villaveje omkring Vejle Stadion.
- Det er et svært område at tage tingene enkeltvis. Udgangspunktet er Jægervænget, men ændrer vi nogle ting et sted, har det en afledende effekt et andet sted. Derfor skal vi i første omgang også kigge på Niels Bohrs Vej, fortæller formanden for teknisk udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V).
Lukkede Roms Hule
Hele debatten om stadionkvarterets trafik begyndte for et lille års tid siden, da teknisk udvalg på et virtuelt møde besluttede at lukke Roms Hule for udkørsel ned mod byen.
Det udløste højlydte protester i området efterfulgt af et borgermøde, og nu vurderer kommunen, hvilke løsninger der skal vælges for at nå to mål:
Dels at sikre en god trafikafvikling inde i boligområdet, og dels at sikre en større fremkommelighed på Horsensvej og den såkaldte "Havnerute" ned over Østerbrogade, forbi Vejle Havn og hen til Fredericiavej.
Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand, teknisk udvalgUdgangspunktet er Jægervænget, men ændrer vi nogle ting et sted, har det en afledende effekt et andet sted.
Det var netop kapaciteten i krydset Horsensvej/Østerbrogade, der i første omgang betød, at udkørslen fra Roms Hule blev sløjfet ned mod byen.
Jægervænget er første step
Hvilken løsning, politikerne vælger i bunden af Roms Hule og det trafikerede lyskryds ned mod havnen, er der endnu ikke en afklaring på. Og Gerda Haastrup Jørgensen har ikke svar på, om sagen bliver afgjort i år.
I stedet har udvalget valgt at følge opfordringen fra udvalgsmedlem Svend Erik Nielsen (DF), der for et par måneder siden foreslog, at man kigger på de øvrige kryds langs Horsensvej.
- Nu begynder vi her med Jægervænget, hvor der er rigtig meget trafik. Om vi bliver klar til at næste step med Roms Hule i år, ved jeg ikke. Nu skal vi lige se, hvad virkninger det får, når vi bygger krydset ved Jægervænget om, siger Gerda Haastrup Jørgensen.
Mange penge til streger
Det lyder af rigtig mange penge, at I frigiver 350.000 kroner blot for at få tegnet et nyt kryds med udkørsel fra Jægervænget?
- Det er ikke bare enkelte streger, der skal slås. Det er hele projekteringen af anlægget, og det gælder også for udkørslen fra Shell-tanken. Det skal vi også have en løsning på, så vi kan gå i marken bagefter, siger Gerda Haastrup Jørgensen.
Hvor meget forventer du, at ombygningen af krydset og udkørslen fra Shell løber op i?
- Det er en del af opgaven nu, at vi skal have et overslag over, hvad ombygningen vil koste, siger Gerda Haastrup Jørgensen.
Får en venstresvingsbane
Hun håber, at ombygningen af krydset bliver udført i år, mens det er mere tvivlsomt, om kommunen også når at gøre noget ved Niels Bohrs Vej-krydset i år.
På udvalgsmødet besluttede politikerne at sætte gang i en analyse af, hvordan krydset Niels Bohrs Vej/Horsensvej kan ombygges og udvides med længere svingbaner, mens forvaltningen anbefaler, at Jægervængets udkørsel på Horsensvej suppleres med en venstresvingsbane på Jægervænget, så flere biler kan køre ud på Horsensvej ad gangen.
Samtidig skal der som nævnt findes en løsning på udkørslen fra Shell, og udvidelsen af vejen kræver, at kommunen erhverver en del af jorden langs Jægervænget ind mod netop Shell.