Annonce
Jelling

Verner har taget flere hundrede fotos: Køretøjer trodser forbud gang på gang

Mange trodser ensretningen i Gormsgade, viser en omfattende en dokumentation fra beboeren Verner Skov Pedersen, der har samlet flere hundrede fotos af lovovertrædelserne. Her vises et udpluk af billederne. Fotos: Verner Skov Pedersen
Det er ulovligt, men alligevel sker det adskillige gange om dagen, at køretøjer trodser skiltene og kører mod ensretningen i Gormsgade. Nærmeste nabo har kæmpet mod problemet i flere år.
Annonce

Jelling: Forestil dig, at der på vejen uden for dit hjem bliver begået en lovovertrædelse til fare for trafiksikkerheden. Det er ikke bare et enkeltstående tilfælde. Det sker flere gange. Hver eneste dag.

Hvad gør du? Ignorerer det eller prøver at gøre noget ved sagen?

Verner Skov Pedersen har forsøgt det sidste. Men uden det store held. For på trods af gentagne henvendelser til flere myndigheder er der nærmest intet sket på hjørnet mellem Mølvangvej og Gormsgade i Jelling.

Et ekstra skilt som dette blev i 2017 sat op på hjørnet af Gormsgade og Mølvangvej i Jelling. Det har dog kun haft begrænset effekt, mener Verner Skov Pedersen. Foto: Anders Kynde

Her bor han i en lejlighed på første sal og kan følge med i livets gang i monumentområdet. Men han kan også følge med i trafikken, hvor han dagligt kan konstatere, at adskillige chauffører ignorerer forbuddet om at køre ind på Gormsgade via Mølvangvej. En strækning, som siden 2013 har været ensrettet.

For selvom der står to skilte, som viser, at der er indkørsel forbudt for motorkøretøjer, bliver dette ignoreret flere gange dagligt, fortæller Verner Skov Pedersen.

- På den tid, det tager for mig at læse Jyllands-Posten, kan det sagtens ske tre-fire gange, siger han.

Annonce

Bekymret

Han kom ud for et mindre stormvejr, da han i sidste måned lagde et foto op på Facebook-gruppen "Det sker i Jelling". Det viste en lastbil, som kørte mod færdselsretningen.

- Jeg blev nærmest lynchet, fordi man mente, at jeg gik i for små sko og ikke havde andet at gå op i. Men problemet er jo, at det ikke er et enkeltstående tilfælde - det sker hele tiden, siger Verner Skov Pedersen, mens vi sidder i hans lejlighed med udkig til Gormsgade.


Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man kører mod ensretningen og der kommer en modkørende, fordi det er i et sving med dårligt udsyn.

Verner Skov Pedersen


I samme øjeblik kan vi høre lyden fra et større køretøj ude fra vejen. Vi kigger ud ad vinduet. En lastbil kommer kørende. Og ja, den kører mod færdselsretningen. Point taken.

- Det er jo ikke, fordi jeg står klar med kameraet og tager billeder hver gang. Det opstår mere tilfældigt, mens jeg har gang i andre ting. Men fordi overtrædelserne sker så mange gange dagligt, kan jeg hurtigt finde mobiltelefonen frem og knipse et billede, fortsætter Verner Skov Pedersen.

Han har taget flere hundrede fotografier af alt lige fra personbiler og lastbiler til traktorer, skraldebiler og varevogne, der tager chancen.

- Hver morgen kommer den samme lastbil og kører hen til Brugsens baglokaler fra Gormsgade til Vestergade, fortæller han.

For Verner Skov Pedersen handler det ikke om at hænge de enkelte chauffører ud eller lege politimand og holde øje med lovovertrædelser i trafikken. Der er noget andet på spil.

- Jo flere billeder, jo bedre er dokumentationen for, at der er et problem. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man kører mod ensretningen og der kommer en modkørende, fordi det er i et sving med dårligt udsyn. Det ligger jo lige i monumentområdet, som besøges af 300.000 mennesker hvert år. Jeg er reelt bekymret for, at det går galt en dag, siger han.

Annonce

Politi er på vagt

Selv om Verner Skov Pedersen fortæller, at han har været i dialog med kommunen, politiet og lokalrådet om problemet, er der ikke gjort særlige tiltag for at forhindre problemet.

Hos Vejle Kommune fortæller Camilla Mølgaard, der er ingeniør i teknik- og miljøafdelingen, at det er et spørgsmål om adfærd.

- Skiltene viser tydeligt, hvad man må og ikke må. Vi har tilbage i 2014 lavet trafiktællinger, der viser, at nogle kører mod ensretningen, men skiltningen er så tydelig, at det ikke vil hjælpe at sætte flere op. Derfor har vi svært ved at gøre mere ved det, og så er det altså en politiopgave at håndhæve det, siger Camilla Mølgaard.

Hertil og ikke længere. Skiltene viser tydeligt, at motorkøretøjer ikke må køre denne vej. Foto: Anders Kynde

Hun sender dermed stafetten videre til lokalbetjent Peter Norup fra Sydøstjyllands Politi. Han er klar over problemet, men har sjældent grebet nogen på fersk gerning.

- Der er flere, der har haft fat i mig angående forholdene i Gormsgade. Derfor har jeg også holdt klar i området rigtig mange gange. Jeg har dog ikke holdt der i timevis, og i alt har jeg nok kun haft fat i tre eller fire, som har kørt mod ensretningen. Men jeg er ikke i tvivl om, at naboerne taler sandt, når de siger, at det sker ofte, siger han.

- Nogle gange stiller jeg også bilen og går en tur i området. Så kan man altid diskutere, om det er nok, og det er det tilsyneladende ikke, fortsætter han.

Annonce

Forbyd tung trafik

Tilbage hos Verner Skov Pedersen kæmpes der videre for sagen.

- Egentlig mener jeg, at vejen bør lukkes helt for lastbiler og busser, da den slet ikke egner sig til tung trafik, og så kan den fortsat være ensrettet for biler, lyder hans forslag.

Da interviewet er slut, går vi udenfor på hjørnet for at tage et par billeder til artiklen.

Vi siger tak for i dag. Verner Skov Pedersen går tilbage i sin lejlighed, mens undertegnede bliver et par minutter for at tage et par ekstra fotos af forholdene.

Pludselig kommer et par motorcykler kørende bag fra. De standser. De kigger på undertegnede og forbudstavlerne, men foretager sig ikke yderligere. Det er som om, de venter på et eller andet.

Kort efter er undertegnede færdig med at fotografere og går væk fra stedet. Få sekunder senere gasser motorcyklerne op og sætter gang i hjulene.

De skal ifølge loven foretage en u-vending, fordi de ikke må køre længere. Men det gør de ikke. De fortsætter lige forbi skiltene og ind på Gormsgade. Mod ensretningen.

Verner Skov Pedersens pointe bliver endnu en gang bekræftet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce