Annonce
Billund

Ole og Søren Christensen sælger familiefirmaet Adival: Ansatte bliver i Billund

Familien Christensen har solgt aktiemajoriteten i firmaet Adival til Vestjyllands Andel. Fra venstre: Stifter Ole Christensen, nuværende Adival-direktør Søren Christensen og Steen Bitsch fra Vestjyllands Andel. PR-foto: Vestjyllands Andel
Vestjyllands Andel har tirsdag overtaget aktiemajoriteten i Billund-firmaet Adival, det tidligere ScrapTrans.

Billund: Vestjyllands Andel (VA) har overtaget 75 procent af aktierne i Billund-firmaet Adival.

Virksomheden, der indtil 2018 hed ScrapTrans, beskæftiger sig med genanvendelse af spildprodukter fra fødevareindustrien til foderbrug.

VA og Adival har igennem mange år været samarbejdspartnere. Det udvikles nu.

- Vi ser et stort udviklingspotentiale i virksomheden. I særdeleshed i forbindelse med bæredygtighedsdagsordenen, udtaler Steen Bitsch, direktør i VA, via en pressemeddelelse.

Annonce

Ansatte fortsætter i Billund

Søren Christensen, administrerende direktør i Adival, har indtil i dag ejet firmaet sammen med sin far og firmaets stifter Ole Christensen. Han understreger, at virksomheden og de 15 medarbejdere i Billund fortsætter som hidtil.

- Vi ser store muligheder for et spændende samarbejde med VA inden for cirkulær bioøkonomi. Sammen kan vi begynde at tænke i bredere produktporteføljer og nytænke anvendelsen af flere restprodukter, som ikke bliver udnyttet i dag, fortæller Søren Christensen i pressemeddelelsen.

Ifølge Ole Christensen, der fortsat er knyttet til virksomheden, er det ikke af nød, at virksomheden nu sælges.

- Vi sælger, fordi vi ser muligheder for at få nogle endnu større muskler ind i virksomheden. Vi er et hestehoved foran i mange henseender, og det hestehoved vil vi gerne gøre endnu større, påpeger Ole Christensen i pressemeddelelsen.

Stifter: Ikke let

Det er efterhånden 40 år siden, at Ole Christensen tog de indledende skridt til virksomheden, som i begyndelsen blev drevet ved siden af jobbet som fuldtidslandmand.

Derfor har det hellere ikke været uden mange overvejelser, at familiefirmaet nu sælges.

- Selvfølgelig berører det mig, i og med jeg har arbejdet med det her i 40 år. Det med rest- og spildprodukter er jo blevet en hel religion for mig. Omvendt ser jeg virkelig noget fremtidsperspektiv, ved at vi har fået Vestjyllands Andel med ombord, fordi det kan være med til at realisere drømmen om, at Adival udvikler sig til noget endnu større, siger Ole Christensen i pressemeddelelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Vejle

Midtby-udlejere: - Uacceptabelt at vi stadig skal døje med oversvømmelser

Annonce