Fredericia: Natten er ung, ja faktisk ikke rigtig begyndt endnu, da natklubben DNA klokken 21:56 fredag aften gør klar til at åbne sine døre.
Ude på gaden står lange rækker af utålmodige unge. Alle borde på stedet er booket. Drinksene står klar. Bøjlerne i garderoben er forsynet med numre. Dj'en har testet anlægget. Lyset dæmpes, så kun de rigtige steder og farver lyser op. En nat med dans, drikkevarer og ramasjang kan snart begynde.
- Fire minutter råber, indehaver Mathias Vittrup.
Forrest i køen står Anton Rosegaard fra Fredericia.
- Jeg har glædet mig rigtig meget. Og jeg skal være her til de lukker, siger han efter et par sekunder indenfor.
Bestyrer Søs Stampe har næsten ikke kunnet være i sig selv de sidste minutter.
- Jeg er sindssyg glad. Jeg har glædet mig i rigtig lang tid, siger hun.
Længe ventet bytur
Ikke nok med, at Søs Stampe og Mathias Vittrup har glædet sig til at åbne efter corona-nedlukninger, investeringer, hårdt arbejde og mange måneders utålmodighed.
Også gæsterne har været utålmodige for at komme afsted.
Marie Olivia GjerløffVi har glædet os fucking meget.
Amalie Eisenhardt og Marie Olivia Gjerløff småstormer ind sammen.
- Vi har glædet os fucking meget, siger Maria Olivia med et stort smil.
- Vi har glædet os sygt meget, for det her er jo det første diskotek, man kan komme ud på efter corona. Så taxaen bliver ikke bestilt, før DNA lukker i morgen, lyder det fra Amalie.
Allerede få minutter efter åbning er der konfetti i luften, og livlig snak og flirt i baren.
Ungdommen er løs igen. Og der er fest i deres DNA.