Annonce
Vejle

Vi skal til valg 5. juni: Vi spørger vejlenserne, hvad valget skal handle om

Så skete det - Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valg. Vi har spurgt 23 vejlensere om, hvad valget skal handle om.
Så skete det - statsministeren har udskrevet det længe ventede folketingsvalg til afholdelse grundlovsdag, onsdag 5. juni. En skarp valgkamp er skudt i gang - men hvad skal den egentlig handle om?

Vi har spurgt en række vælgere i Vejle Kommune om deres bud på valgkampens vigtigste temaer.

Pensionist Karen Meldgaard, Vejle

Karen Meldgaard. Arkivfoto: Mette Mørk

- Indvandring er klart det vigtigste tema for mig i den kommende valgkamp. Jeg vil stemme på et parti, der vil gøre noget ved indvandringen.

- Jeg er gået væk fra Dansk Folkeparti, så min stemme vil gå til et af de øvrige borgerlige partier, der ikke er ekstreme. De seneste begivenheder i Sri Lanka med terror har kun gjort det endnu mere klart for mig, at indvandring er afgørende.

IT-medarbejder og skolebestyrelsesformand Erik Børsting Hansen, Bredballe

Erik Børsting Hansen. Arkivfoto: Michael Svenningsen

- For mig er klima det helt afgørende tema. Den nuværende administration har bakket på en række uheldige punkter. Vi er et af de lande, der sviner mest med ressourcerne per indbygger. Derfor vil jeg stemme på politikere, der kan og vil gøre noget.

- Vi skal ofre ressourcer på at forske. Måske kan vi finde den hellige gral for eksempel lagring af energi. Det vil gavne både klimaet og vores land.

Festivalleder Lars "Charlie" Mortensen

Lars "Charlie" Mortensen. Arkivfoto: Mette Mørk

- Det er meget vigtigt, at vi får gang i klimaforanstaltninger. Der er snakket om det længe, men nu kan vi se tegnene i sol og måne på, at der sker noget. Mulighederne for grøn energi er der, så vi skal have de nødvendige politiske beslutninger.

- Et andet vigtigt emne er, at vi skal opprioritere på de områder i det offentlige, hvor der er skåret på det, der har med mennesker at gøre. Unge er vort vigtigste råstof, og de skal uddannes ordentligt på alle niveauer.

Formand for Vejle Lærerkreds Rikke Marie Vagn-Hansen

Rikke Marie Vagn-Hansen. Arkivfoto: Michael Svenningsen

- Vi skal have en debat om, hvad vi vil med velfærdssamfundet. Der er skåret ned på det for at betale for alt muligt andet, vi vil. Der skal være offentlig service for alle, uden at det bliver privatiseret, så kun de der har råd, kan få del i servicen.

- Det er også vigtigt, hvordan vi behandler vores børn, som er fremtiden. Det gælder både i folkeskolen og også inden skolealderen.

Indehaver af Rabih's Old Barbershop Rabih Buheiri, Vejle

Rabih Buheiri. Arkivfoto: Mette Mørk

- For mig er det vigtigt, at politikere holder, hvad de lover. Jeg har stor respekt for alle politikere uanset partifarve, men jeg må indrømme, at jeg generelt finder politikere utroværdige.

- Især i valgkampen loves en masse, hvor jeg tænker: ”Det lyder meget godt, men bliver det også til noget?” De skal vinde vores tillid, for det er os, de repræsenterer. Jeg kunne godt tænke mig, at skole- og ældreområdet kommer til at fylde i valgkampen. Vi skal skabe gode forhold for ældre og unge.

Innovationschef Lene Lawaetz, Vejle Kommune

Lene Lawaetz. Arkivfoto: Michael Svenningsen

- For mig er der ingen tvivl: Klimadagsordenen er det vigtigste tema i valgkampen. Klimadagsordenen fylder meget i min hverdag, og jeg kan se, at det fylder meget for mange andre - lige fra iværksætterne her i Spinderihallerne til de unge gymnasieelever, der strejker for klimaet.

- Derfor håber jeg, at klimaet bliver et vigtigt tema i valgkampen, men jeg kan frygte, at andre emner tager fokus.

Områdedirektør i Sydbank Vejle Tina Kromann Lyngsø

Tina Kromann Lyngsø. Arkivfoto: Torben Glyum

- Vi lever af, at det går godt for vores privatkunder. Det gør det, når de har et arbejde, så hvis skal se helt egoistisk på det, er det vigtigste tema, at erhvervslivet har det godt.

- At den gode vækst i virksomhederne fortsætter, og at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for - og den arbejdskraft må gerne bo i vores område.

Formand for boligforeningen Østerbo Karin Mortensen

Karin Mortensen. Arkivfoto

- Der har været meget snak om, hvornår man kan gå på pension. Det synes jeg virkelig, at der skal styr på, så folk, der er nedslidte, får en mulighed for at gå tidligt på pension.

- Jeg synes også, at der skal mere fokus på vores klima, selvom de siger, at der er fokus på det. Men jeg synes, tiden er inde til, at vi gør mere ved det. Det skulle vi måske have gjort for mange år siden, men bedre sent end aldrig.

Formand for EliteVejle Knud Erik Hansen

Knud Erik Hansen. Arkivfoto

- I EliteVejle beskæftiger vi os med sport, kultur og sundhed, og jo flere, der kommer i bevægelse, jo bedre må det være for sundhedsvæsenet.

- Derfor håber jeg, at der kommer fokus på folks sundhed og på mulighederne for, at folk kan blive motiverede til at gøre sig selv lidt sundere. Samfundsmæssigt må det være en kæmpe fordel, hvis vi får flere i bevægelse og flere til at tage del i idrætten.

Skoleleder på Egtved Skole Villy Raahauge

Villy Raahauge. Arkivfoto:

- Jeg kunne godt tænke mig en diskussion om, hvordan vi som samfund skaber nogle livsduelige børn og unge, der bliver rustet til at kunne klare sig selv.

- I vores samfund i dag er der så meget fokus på, at de skal præstere hele tiden, og vi ser alt for mange børn, der rammes af angst og stress. Hvordan får vi skabt en folkeskole, hvor vi sikrer, at børnene bliver kompetente, robuste og hele mennesker? Og hvilke ressourcer kræver det at løfte den opgave?

Formand for Ældre Sagen Egtved Kirsten Lund

Kirsten Lund. Arkivfoto: Mette Mørk

- Jeg håber, at ældrepolitik bliver et vigtigt tema i valgkampen. 85 procent af borgerne på 65 år og derover klarer sig selv uden plejehjem og hjemmehjælp. Politikerne skal gøre det bedre for de 15 procent af vore gamle, som ikke længere kan magte tingene selv.

- Der skal være en langt bedre overensstemmelse mellem de fine hensigtserklæringer og kvalitetsstandarder, der bliver udstukket, og så det, vi oplever ude i virkeligheden i forhold til visitering.

Centerleder i Bryggen Claus Brændgaard

Claus Brændgaard. Arkivfoto: Torben Glyum

- Jeg vil først og fremmest pege på klimaet som et vigtigt tema i valgkampen. Jeg har ikke selv en løsning, men det er enormt vigtigt, at vi får valgt nogle politikere, som er meget bevidste om, at der sker nogle forandringer, som vi er nødt til at forholde os til.

- Derudover er det vigtigt for mig, at vi får debatteret, hvordan Danmark skal klare sig fremadrettet med de ressourcer, vi nu har. Det handler for mig om uddannelse og om at fastholde de kloge hoveder her i landet.

Formand for Sydøstjyllands Politiforening Carsten Weber Hansen

Carsten Weber Hansen. Arkivfoto

- Vi er kommet i den rigtige retning med en udvidelse af politistyrken, men vi er fortsat så pressede, at da vi i påsken skulle stille med folk ved den ekstraordinære indsats i København, var man nødsaget til at opsøge betjente på deres private bopæle for at sikre, at de mødte ind. Det viser, at vi nok mangler et par hænder.

- Og med risiko for at gøre mig upopulær hos min kommende chef, så ville jeg ønske, at man fra politisk side blev lidt mere tilbageholdende med at detailstyre. Lad nu politiets egen faglighed råde.

Sognepræst i Sct. Johannes Kirke Sarah Kragh Dedieu

Sarah Kragh Dedieu. Foto: Yilmaz Polat

- Der er brug for fokus på omsorgen for mennesker og miljø. Politik kommer så nemt til at handle om kortsigtede besparelser og økonomisk vækst frem for det, der virkelig betyder noget: menneskeliv og den klode, vi alle lever på og af. Der er brug for at sætte mere fokus på menneskeligheden, både når det kommer til børn, forældre, syge, ældre, og dem, der er anderledes end mig selv. Vi har simpelthen brug for tid til nærvær, samvær og dybere forståelse for hinanden.

- Og så har vi brug for naturen. Vi lever af naturen, og hvis vi ikke tager os ordentligt af den, går det i sidste ende ud over os selv.

Sognepræst i Hvejsel og Ildved Kirke Gitte Sandager Bjerre

Gitte Sandager Bjerre. Arkivfoto: Michael Svenningsen

- Nu er jeg jo gammel folkeskolelærer, så jeg synes, at vores folkeskoler og skolereformen er noget, man bør fokusere på. Det gælder for eksempel de lange skoledage.

- Jeg har en datter i 9. klasse, der har fri kvart over tre hver dag og først er hjemme klokken fire. Når man så er rundet af en foreningsånd og skal gå til noget og involvere sig - og samtidig nå sine lektier, så bliver det en presset hverdag.

Frisør i Tiufkær Rita Skak

Rita Skak. Arkivfoto: Mette Mørk

- Valgkampens vigtigste temaer må være fokus på skole og uddannelse, da det er grundlaget for vores alles fremtid. Især skal der fokus på erhvervsuddannelserne, da der jo er stor mangel på dygtige håndværkere.

- Ældreområdet må heller ikke glemmes. Der bliver talt om det hele tiden, og alligevel sker der kun forringelser. Jeg mener også, at der i det offentlige system er alt for firkantede regler. Det bør der ændres på, da der kunne spares penge der.

Leder i Børnehuset Krystallen Børkop Søren Uhre Christensen

Søren Uhre Christensen er leder af Børnehuset Krystallen i Børkop. Foto: Mette Mørk

- Jeg så gerne, at valgkampen vil give nogle præcise svar fra de forskellige partier. Skal vi i den offentlige sektor hele tiden løbe stærkere? Eller vil der kunne åbnes op for, at kommunerne må bruge flere penge?

- På det mere personlige plan er jeg optaget af hele den snak omkring differentieret pensionsalder. Ikke fordi jeg personligt står i den situation lige nu, men jeg kender folk, som gør. Og jeg synes, det er ret interessant at få konkret at vide, hvad partierne mener om vores pensionsalder.

Skoleleder på Bredagerskolen i Jelling Lance Luscombe

Lance Luscombe. Arkivfoto: Mette Mørk

- Det vigtigste for mig er at kigge på de tåbeligheder med skoleelevernes valgfag, hvor de skal have et fag i to år og op til eksamen i det. Jeg er ikke uenig i regeringens mål om at give eleverne mere praktisk undervisning, men midlet er ikke, at man tvinger dem til at vælge bestemte fag og sender dem til eksamen i det.

- Pointen her er også, at alt ikke skal måles og vejes, og man hører jo om, at flere børn får angst på grund af karakterkravene. Med valgfagene havde eleverne et kreativt frirum, som de var glade for.

Paraatlet Kasper Filsø

Kasper Filsø. Arkivfoto: Mette Mørk

- Den helt store overskrift for mig må være, at der skal gøres mere for, at flere mennesker har det godt. Jeg så gerne lidt mere Robin Hood-mentalitet - og villighed til at forbedre vilkårene for dem, der har det svært. Om det så er syge, handicappede eller ældre.

- Uanset religion, hudfarve eller sociale vilkår, skal alle mennesker have mulighed for at have det godt og være her - på godt og ondt. Og så burde politikerne generelt bruge mere mindre tid på Facebook og mere tid på arbejde.

Brugsomdeler i Dagli'Brugsen Ågård René Hoffmann

René Hoffmann. Arkivfoto: Yilmaz Polat

- Jeg savner mere fokus på vilkårene for de ældre, der har taget deres tjans og ydet gennem et helt arbejdsliv. Dem synes jeg ikke altid, vi giver de bedste betingelser, og det er en skam.

- Derudover er jeg meget optaget af, at man burde forbedre infrastrukturen i lokalområderne. Jeg er oprindelig fra Sjælland, hvor problemet er akkurat det samme - med elendige busforbindelser. Transport gør tit forskellen, og jeg ville ønske, flere kunne få glæde af at flytte ud.

Konsulent ved CSV Vejle Catherine Walker

Catherine Walker. Arkivfoto: Torben Glyum

- Jeg vil gerne have fokus på udlændingepolitik. Den reducerede ydelse, som flygtninge i Danmark har modtaget siden 1. juli, betyder, at vi vil får endnu flere børn, der kommer til at leve under fattigdomsgrænsen. I år er der tale om 70.000 børn.

- Samtidig bruger vi milliarder på at forbedre vores i forvejen yderst effektive infrastruktur for at spare ganske få minutter på rejsetid mellem de større byer. I min optik hænger det simpelthen ikke sammen, at man i et land som vores vælger at bruge milliarder på asfalt, men at vi har mennesker, der sulter.

- Samtidig er der behov for bedre normeringer til vuggestuer og børnehaver og flere varme hænder i ældreplejen. Og så skal der miljøundervisning på skoleskemaet.

Landmand Søren Søndergaard, Førstballe

Søren Søndergaard. Foto: Morten Pape

- Jeg kan se, politikerne er meget optaget af at diskutere, hvordan pengene skal bruges. Jeg håber, valgkampen også vil blive brugt til at diskutere, hvordan vi også fremover skaffer penge til alt det, politikerne gerne vil. Hvordan kan vi sikre, at der fortsat kan være virksomheder, der tjener penge, så skattegrundlaget også er der i fremtiden.

- Med de mange, skal vi sige spændende, nye partier, kunne jeg godt tænke mig, at de gamle partier fandt sammen og dannede en regering på tværs af blokkene. Det vil være godt for både landet og demokratiet.

Formand for Give Handel og Erhverv Susanne Sandholm

Susanne Sandholm. Arkivfoto: Jim Hoff

- Det vigtigste er, at vi endelig får fjernet den usikkerhed, som et kommende valg altid giver. Det får folk til at være tilbageholdende med investere.

- Det er også vigtigt, at der kommer fokus på erhvervsudviklingen, og at der bliver sikret gode uddannelsesmuligheder, også for de faglige uddannelser. Vi få brug for dygtige håndværkere, og vi skal selv uddanne dem. Så hvis en ny regering vil understøtte den fokus, der er på erhvervsudvikling i Vejle Kommune, vil det være godt.

Annonce
Vejle For abonnenter

Så tæt var Vejle på Magasin - nu skal Bryggen overbevises om Posthusgrundens fortræffeligheder

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Tirsdagens coronatal: 756 nye smittede - positivprocenten er den højeste i 10 uger

Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Dødsulykke i nat: 64-årig mand i voldsomt færdselsuheld

Erhverv For abonnenter

En måned efter fyringsrunde: Stor Vejle-virksomhed fordobler alle ansattes månedsløn - og søger nye medarbejdere

Børkop

Byrådet sagde ja til at bygge kommunens længste dige: Stor regning sendes videre til sommerhusejerne

VEJLE

Knallertkørekortet lugter ikke længere af benzin: Nu skal de unge drøne af sted på el-scootere

Give

Forening med tusindvis af tv- og internetbrugere er blevet solgt: - Det er ikke økonomisk forsvarligt at køre videre

Navne For abonnenter

Han var Gulddreng, en hitmager med hang til guld, glimmer og modeller - men bag solbrillerne var der også bare Malte Ebert - og det tog halvandet år at vende tilbage til et liv uden stress-symptomer

Alarm 112

Frygter, han er forulykket: Politiet efterlyser 64-årig mand

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Navne For abonnenter

Hanne havde en glubende appetit på livet trods uhelbredelig kræft: Ville flyve helikopter og køre racerbil en måned før sin død

Danmark For abonnenter

Brandmand ramt af kræft og blodpropper: - Det er ufatteligt, at jeg ikke kan blive undersøgt for PFOS-forgiftning

Vejle For abonnenter

Det kan ende med endnu en bro over Vejle Fjord, historier om dårlig hjemmepleje gør ondt, lån kan sikre byggestart på Gammelhavn - og så bliver vi klogere på sygehus-bedrageriet: Få overblikket over de største Vejle-historier på blot fem minutter

Alarm 112 For abonnenter

19-årig vejlenser fanget på video og dømt for graffiti-hærværk: Skal betale bøde og erstatning

GAMLE DAGE

Lille Niels blev kørt over på Horsensvej - og hans far fik også en tragisk død

Annonce