Annonce
Vejle

Vild fest i Skyttehushaven: Tusindvis af gæster sang, drak og spiste

Allerede klokken 17 var der ved at være fyldt op foran friluftscenen, og gæsterne blev ved med at strømme til kommunens første officielle sommerfest i Skyttehushaven. Foto: Mie Sparre
Kommunale ansatte i tusindvis gik med på idéen om en sommerfest. Et af de underholdende indslag var Mads Steffensen, som afviklede en lille omgang "Mads & Vejle-monopolet".

Vejle: Kommunen er Vejles største arbejdsgiver, og som i andre virksomheder vrider samarbejdsudvalget ofte hjernen for at finde på noget, der kan ryste ansatte og ledere sammen. Vejle Kommunes hovedsamarbejdsudvalg viste sig at ramme plet med en ny idé om en sommerfest i Skyttehushaven.

Op til festen gik i gang klokken 17 torsdag aften bølgede en lang slange af deltagere sig fra parkeringspladserne ved Rødkilde, langs fjorden og ud til byens nyrenoverede åndehul. To hestevogne kørte i pendulfart med de heldige, der fik et lift, og en enkelt ladcykel sørgede også for, at deltagerne kom frem til haven.

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) afslørede i sin velkomsttale, at knap 3000 ansatte havde sagt ja til invitationen.

De mange gæster fyldte hurtigt op på bænkene foran friluftsscenen. Derefter blev den skrånende græsplæne indtaget af små og store grupper af ansatte, som kom udstyret med tæpper og siddeunderlag og godt humør.

Annonce

Preben er en voksen mand, og han skal have sine øller!

Lance Luscombe, skoleleder - i "Mads & Vejle-monopolet"

- Lad manden få sine øl

Mads Steffensen høstede stort bifald, da han afslørede, at den mest lyttede udgave af hans radioprogram "Mads & Monopolet" var udgave, han sendte direkte fra Vejle.

Dernæst gav han et lille hip til alle VB-fans, da han sagde:

- Hver gang jeg ser Bølgen, får jeg sådan en lyst til at besøge en af lejlighederne med "Kender Du Typen?", men det kræver jo, at en kendt person - eksempelvis en spiller i superligaen - bor der...

Tre modige kommunale ansatte havde sagt ja til at sidde i Mads Steffensens panel, nemlig faglig leder i sundhedsplejen Lene Vemmelund, naturvejleder Finn Lillethorup og skoleleder på Bredagerskolen Lance Luscombe.

Sidstnævnte udløste et bragende bifald, da Mads Steffensen lancerede det første dilemma:

- En beboer i et af kommunens sociale bofællesskaber - lad os kalde ham Preben - har drukket massivt i flere år og er nu ved at dø af leverskader. Hans familie er meget imod alkohol, men Preben, som er i 50'erne, vil have sine daglige øller, selvom han ikke længere selv kan hente dem. Skal de ansatte købe øl til Preben?

- Ja, da. Glem alt om familien - Preben er en voksen mand, og han skal have sine øller, lød det prompte fra skolelederen, og så var det dilemma løst.

Efter Monopol-dilemmaerne var der åbent i forlystelser og boder placeret både i vandkanten og rundt omkring i haven. Her kunne man foruden mere "professionelt" personale møde flere byrådsmedlemmer, som iklædt forklæde og høj hat deltog i løjerne og sagde personalet "tak for indsatsen" ved at varte op på forskellig vis.

Eneste anke i løbet af aftenen, som sluttede med, at Søs Fenger gav koncert, var, at lydanlægget på scenen ikke virkede optimalt. Det betød, at flere måtte opgive at høre Mads Steffensen, fordi de sad for langt væk.

- Men så må vi jo bare gå op og hente nogle fadøl, som én bemærkede til sine kolleger.

En af de to hestevogne med fjordheste, som sørgede for at give festdeltagerne et lift fra Rødkilde til Skyttehushaven, som dannede ramme om den første sommerfest for ansatte i Vejle Kommune. Foto: Mie Sparre
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce