Annonce
Give

Vimmersvej ligger i Give: Bamse-klonerne trak masser af folk til Torvet

Kopibandet Hula Hula leverede masser af Bamses Vennners gamle hits, og det fik folket til at synge med af hjertens lyst. Ikke altid lige kønt, men hyggeligt, det var det 110%. Foto: Jim Hoff
Give Handel & Erhverv lukkede på festligste vis ned for august måned med at invitere til Open By Night med masser af slagtilbud i butikkerne, og den gode handelsaften blev rundet af med et folkeligt musikalsk træf med Bamses store syng-med-katalog af ørehængere

GIVE: Så var den der igen: Den gode gamle festlige og folkelige Give-stemning i bymidten, hvor glade mennesker i alle aldre hyggede sig på kryds og tværs.

Først i byens mange butikker, der havde trakteret med slagtilbud, rabatter og fine procenter på deres varer, og afslutningsvist med musik på Torvet, hvor kopibandet 'Hula Hula' leverede cremen af 'Bamses Venners' store og populære bagkatalog, hvor de syng-med-venlige ørehængere stod i kø for at afløse hinanden.

Altsammen serveret fra den klassiske blokvogn med den charmant oplyste Diagonalkro i baggrunden - og med et stort opbud af giveborgere, der kunne forsyne sig med fadøl og grillpølser som de perfekte stemningssættere.

Næsten simultant med at forsangeren i Hula Hula lod forkynde ud over Torvet, at "ham der Knud han har kun tre tænder", gik solen ned over den driftige handelsby, og det var kun med til at forøge den tætte hyggelige aftenstemning. Og i mørket kan ingen se, hvor stemmerne kommer fra, så der blev sunget godt og ublufærdigt med i alle hjørner, når Hula Hula tog os med i Kongens Have og ind på Vimmersvej til pigen, der går rundt med numsen bar.

Efterhånden som butikkerne fik lukket ned, og indehaverne og deres folk nåede hen på Torvet til de sidste bidder af den musikalske gave fra blokvognen, blev der over den forfriskende fadøl og de velstegte frankfurtere fra Diagonalkroens udendørs udskænkningssted hvisket om både fine og imponerende indekstal og en rigtig god handelsaften.

Oppe på scenen havde Bamse-klonerne kastet sig over klassikeren "Vil du, vil du, vil du, vil du danse med mig" - og med en lille kæk udbytning af ordet "danse" til "handle", kan man ud fra denne Open By Night i udkanten af august konstatere, at det blev et rungende ja fra borgerne i Give og omegn.

Hvor er det bare hyggeligt sådan en aften her. Jeg har været på handel med mine børnebørn, og så slutter vi af med en sodavand og en grillpølse, mens der er god musik på Torvet, som vi alle kan synge med på.

Glad giveborger til Open By Night

Diagonalkroen og Lindberg Dining var på plads med fadøl og grillpølser til folket. Foto: Jim Hoff
Opbakningen til både butikkernes slagtilbud og musikken på Torvet var rigtig fin. Foto: Jim Hoff
Annonce
Forsiden netop nu
VB

Live: Tager VB 4. hjemmesejr på stribe?

Annonce