Annonce
Fredericia

Vind og strøm var med Dangødning og miljøet, da kvælstof strømmede ud

Gødningstanken brød sammen ved Dangødning, og der løb tusindvis af ton gødningsvand ud om aftenen den 3. februar 2016. Beregninger har konkluderet, at 2700 ton kvælstof endte i Lillebælt. Arkivfoto: Mette Mørk

Vejrforholdene omkring den 3. februar 2016 betød, at de mange ton kvælstof, der løb ud i Lillebælt, ikke fik alvorlige konsekvenser. Kvælstoffet blev hurtigt ledt ud i det nordlige bælthav og Kattegat og fortyndet. Det viser en rapport fra DHI, som nu granskes af kommunen og Miljøstyrelsen.

Fredericia: Vejret og tidspunktet var med Dangødning og miljøet, da gødningstanken på Møllebugtvej kollapsede den 3. februar om aftenen i 2016. Havde strøm og vind opført sig anderledes, kunne effekten på miljøet have været helt anderledes og større, viser en rapport om udslippets bevægelse i Lillebælt viser.

- At gødningsvandet ikke har større effekt efter marts, skyldes især de specifikke omstændigheder omkring uheldet, hvor kraftige vestlige vinde i dagene, før uheldet har presset vand ind i Østersøen, og da vinden stilner af, vender strømmen, og vandføringen bliver nordgående over en længere periode, hvorfor gødningsvandet spredes i det nordvestlige Bælthav og Kattegat, fremgår det af konklusionen fra analysefirmaet DHI.

Samtidig konkluderer DHI, at var uheldet sket på et andet tidspunkt med mere længevarende sydgående strøm, tættere på forårsblomstring i havet eller i løbet af sommeren, havde effekterne været anderledes og potentielt større og mere betydende. Men det var ikke tilfældet, konstaterer DHI.

Det er Dangødning, der har bestilt og betalt rapporten, som er udarbejdet af DHI, som er eksperter i hydrauliske forhold. Fredericia Kommune og Miljøstyrelsen har sammen med Dangødning siddet med ved bordet under rapportens tilblivelse.

- Vi gennemgår nu rapporten i forbindelse med vores vurdering af, om vi mener, at der er sket miljøskade ved uheldet, siger vækstdirektør i Fredericia Kommune Mogens Bak Hansen.

Annonce

2700 tons kvælstof

3. februar 2016 ved 20-tiden om aften bryder tank 7 fyldt med flydende gødning ved Dan Gødning sammen.

Tanken var i gang med at blive fyldt, da den brød sammen og væltede ud over Strandvejen.

Det er beregnet, at der løb 2700 tons kvælstof ud i Lillebælt den aften.

Fredericia Kommune og Miljøstyrelsen har siden arbejdet med at få fastlagt ansvaret i forhold til miljøskadeloven.

Miljøskadeloven har aldrig været i brug i Danmark, men Fredericia Kommune forventer, at der inden sommerferien 2018 kan afgøres om det skal ske i forhold til DanGødning-uheldet.

Den nye rapport fra de DHI kommer til at indgå i afgørelsen.

Kvælstof fulgte strømmen

Rapporten beskriver i detaljer, hvordan kvælstofmængderne på dagen og i dagene omkring uheldet bevægede sig rundt i de indre og ydre farvande. Det fremgår, at kvælstofindholdet lige efter uheldet stiger, men at det falder igen i løbet af marts.

- Lokalt er der fundet en øgning på op mod seks pct. i marts i det nordvestlige Bælthav og vestlige Kattegat, som kan tilskrives gødningsvandet. Denne forskel er dog kun kortvarig og udelukkende fundet i marts måned, viser modellerne ifølge DHI.

Heller ikke iltkoncentrationen ved havbunden viser ændringer hen over sommeren 2016, og derfor konkluderer man, at gødningsvandet ikke har kunnet påvirke bundfaunaen. Det samme gælder effekten på klorofyl fra april og frem.

Afgørelse på vej

Rapporten er blevet modtaget af både Fredericia Kommune og Miljøstyrelsen, som i sidste ende skal afgøre, hvorvidt der er sket miljøskade ved det store uheld.

- Vi regner med relativt hurtigt at kunne gennemgå rapporten for at vurdere, hvordan den skal indgå i vores udkast til afgørelse omkring miljøskade. Det udkast forventer vi at sende til Miljøstyrelsen inden for de kommende uger, og det sender vi naturligvis også til Dangødning, som har mulighed for at kommentere det, siger Mogens Bak Hansen.

Politikerne i miljø- og teknikudvalget blev onsdag orienteret om rapporten og dens konklusioner, som man nu arbejder videre med.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Se de friske billeder: Det er mandag, og nu kan vi se, hvor hårdt det gik for sig

Vejle

Så gik den ikke længere: Vandet løber ud i gaderne

Annonce