Annonce
Erhverv

Vinder af Iværksætterprisen er steget af knallerten og satte sig i en racerbil

Iværksætterprisen 2020 gik til Myselfie og de to idemænd og medejere Peter Lynggaard Petersen og Thomas Bennedsen, der fik overrakt prisen ved Vejle Kommunes nytårskur for det lokale erhvervsliv tirsdag eftermiddag. Myselfie, der lever af at udleje selfie-skærme, har i dag otte fuldtidsansatte og syv deltidsansatte. Foto: Mette Mørk
Virksomheden Myselfie vandt årets Iværksætterpris, da Vejle Kommune tirsdag holdt nytårskur for det lokale erhvervsliv.
Annonce

Vejle: Det seneste år har været begivenhedsrigt for årets modtager af Vejle Kommunes Iværksætterpris, Myselfie, der tog hul på 2019 med at få fem investorer ombord, da de deltog i tv-programmet Løvens Hule.

- Vi er steget af knallerten og har sat os ind i en racerbil - sådan føles det, fortæller Thomas Bennedsen, der sammen med Peter Lynggaard Petersen ejer virksomheden, som de stiftede i 2016.

I februar 2019 deltog de to iværksættere i Løvens Hule, hvor alle fem "løver" investerede i Vejle-virksomheden. Siden da er virksomheden vokset fra at have tre fuldtidsansatte og to deltidsansatte til i dag at have otte fuldtidsansatte og syv deltidsansatte.

- Vi har blandt andet fået ansat et supporthold, som kunderne kan ringe til, hvis de oplever problemer. Før gik de opkald til Peter og mig, som stod til rådighed stort set døgnet rundt. Derudover har vi åbnet en afdeling i Tyskland med tre ansatte, fortæller Thomas Bennedsen.

Han modtog prisen på vegne af virksomheden ved Vejle Kommunes nytårskur for det lokale erhvervsliv, som i år blev afholdt i Vingsted Hotel- og Konferencecenter.

Myselfie

Myselfie udlejer selfieskærme til kunder, der skal afholde en fest, event eller arrangement.

Med skærmen kan gæsterne tage et ubegrænset antal billeder, som kunderne derefter kan downloade fra Myselfie og gemme som et minde fra festen.

Thomas Bennedsen lancerede ideen i 2011, som sidevirksomhed til det mobildiskotek, han drev som teenager.

I 2016 fik Myselfie sit cvr-nummer.

I 2018 deltog Myselfie i tv-programmet Løvens Hule, hvor samtlige fem investorer skød penge i virksomheden.

- Vi har fået rigtig god hjælp af de fem. Vi har blandt andet deltaget i workshops sammen med andre iværksættere, som de har investeret i. Det har været enormt lærerigt, fortæller Thomas Bennedsen.

Annonce

- Megastolte

Han glæder sig især over, at prisen som "Årets iværksætter" i Vejle kommer via indstillinger fra andre lokale erhvervsfolk.

- Vi er megastolte over at få prisen. Det er et kæmpeklap på skulderen, og at det kommer fra erhvervsfolk i Vejle, gør det bare endnu større. Jeg har været iværksætter i Vejle, siden jeg var 14 år, og det er megafedt at få den anerkendelse fra andre iværksættere og erhvervsfolk i vores egen hjemby. Det er sådan noget, der motiverer til at blive i byen og ekspandere her, fortæller Thomas Bennedsen.

Udover æren består Iværksætterprisen af en kontantpræmie på 10.000 kroner samt et kunstværk af Kasper Oppen-Samuelsen og et gavekort til et landsdækkende erhvervsnetværk, der på frivillig basis tilbyder sparring til iværksættere og mindre virksomheder.

32 nominerede til Iværksætterprisen

I alt 32 lokale iværksættere og iværksættervirksomheder var nomineret til Iværksætterprisen, som i år blev uddelt for 18. gang.

Dommerkomiteen gav følgende begrundelser for, at valget faldt på Myselfie:

"Virksomheden benytter et moderne digitalt koncept."

"Den er nytænkende og rammer ind i tidens ånd. og så giver den os nye måder at holde en god fest på."

"Virksomheden har høj innovationshøjde og supplerer løbende sit grundprodukt med nye rekvisitter."

"Virksomheden oplever stor omsætningsforøgelse og har et internationalt skalerbart produkt."

"Virksomheden har gennemtænkt sin logistik og har en velsmurt forretningsmodel."

"Virksomheden har allerede mange brugere - og rammer i stor stil de yngre generationer."

"Antallet af følgere på sociale medier er højt, og de sociale medier bruges bevidst."

"Tilfredsheden med produktet er tårnhøjt."

MySelfie får årets Iværksætterpris ved Vejle Kommunes nytårskur. Foto: Mette Mørk
Peter Skou præsenterede årets modtager af Iværksætterprisen ved Vejle Kommunes nytårskur. Foto: Mette Mørk
MySelfie får årets Iværksætterpris ved Vejle Kommunes nytårskur. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce