Annonce
Vejle

Vinder-tale og politiker-visit: Danmarksmestre hyldet i skolehal

Christian Benn Koed, Sophia Chili Andersen og Pernille Jagd Sørensen blev mandag formiddag hyldet i Skibet Skoles hal, efter de i november havde triumferet ved Danish Entrepreneurship Award. Foto: Nicklas Ansbjerg Nielsen
Mandag formiddag blev Sophia Chili Andersen, Christian Benn Koed og Pernille Jagd Sørensen fra Skibet Skoles 6.A hyldet i skolens idrætshal. De tre vandt i november Danish Entrepreneurship Award.

Vejle: "Vi er samlet her i dag, fordi vi er danske mestre!"

Således indledte skoleleder Gert Hougaard sin tale, da elever og lærere mandag formiddag var samlet i Skibet Skoles idrætshal.

Årsagen var, at elever fra Skibet Skole - endnu en gang - har vundet Danish Entrepreneurship Award, som er landets største idéfest for elever og studerende.

Dette år var det Sophia Chili Andersen, Christian Benn Koed og Pernille Jagd Sørensen fra 6.A, der brillerede med idéen "Shop n' Relax", som førte til førstepladsen og en gevinst på 10.000 kroner ved landsfinalen i Fredericia 21. november, hvor næsten 7000 unge var samlet.

Annonce

Danish Entrepreneurship Award

  • Danish Entrepreneurship Award er landsfinalen i "Projekt Edison", som er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6.-7. klasse.
  • Formålet med Edison er at give eleverne muligheden for at deltage i en innovativ læringsproces tidligt i deres skoleforløb - og muligvis vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri.
  • Eleverne arbejder under et bredt nationalt tema fastsat af Fonden for Entreprenørskab. Dette års tema var "Værdifulde Fællesskaber".
  • Eleverne konkurrerer indledende i grupper i regionale finaler om at gå videre til landsfinalen (Danish Entrepreneurship Award), som blev afholdt i Fredericia Messecenter 21. november.
  • Elever fra Skibet Skole har vundet landsfinalen to år i træk.

Nemmere for psykisk syge at handle

De tre kreative elever fik inspirationen til "Shop n' Relax" fra Skibet Skoles specialafdeling.

Formålet med deres projekt er at gøre det nemmere for mennesker med en psykisk lidelse og stressramte at købe ind. Det skal gøres ved at dæmpe lyset, slukke for unødvendige lyde og sørge for, at der altid er ryddeligt i supermarkedert

En idé, pigerne har udarbejdet i samarbejde med Fakta på Uhrhøj, hvis souschef allerede har snakket med de øverste ledere af Coop-koncernen om at få idéen bredt videre ud til andre Fakta-butikker.

Hæder fra udvalgsformand

Det var ikke bare skolelederen, som havde forberedt en hyldest til de tre elever, der livligt fortalte elever og lærere om deres vinder-projekt.

Formand for Vejle Kommunes familie- og børneudvalg, Torben Elsig-Pedersen (R), var nemlig mødt op for at give Shop n’ Relax-opfinderne et par rosende ord med på vejen.

- Det er rigtigt flot klaret, og I er rigtigt gode til at fortælle om jeres projekt. Det kræver ihærdigt arbejde fra både jer elever og jeres lærere at vinde så stor en konkurrence, fortalte han og tilføjede:

- Der er en suveræn god iværksætterånd på skolen. I har formået at finde nye løsninger, være kreative og nysgerrige. Stort tillykke, sagde familie- og børneudvalgsformanden.

Imponeret med filter og lortepose

Og der er noget om snakken.

Det er nemlig andet år i træk, at elever fra Skibet Skole vinder den landsdækkende opfinderkonkurrence - og tager 10.000 kroner med hjem fra Fredericia.

Sidste år triumferede tre 6. klasses-piger med idéen om et filter, der kan opfange og filtrere mikroplast, inden det ryger ud i naturen og forurener miljøet, mens fire piger fra skolen i 2017 vandt regionsfinalen med en afføringspose af bio-nedbrydeligt materiale, der kan sikre fattige i ulande rent drikkevand og spiselige afgrøder. En idé, der er blevet til virksomheden Shit Happens IVS, som i august blev bevilget 85.000 kroner i støtte af SE Vækstpulje.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VB

Mads Lauritsen kender vejen ind og ud af holdet

Annonce