Annonce
Sport

Vinterens andet VB-køb er på plads: Henter back i norsk storklub

Malte Amundsen er ny mand i VB, og han støder med omgående virkning til truppen, som er på træningslejr i Tyrkiet. Arkivfoto: Mads Hansen

Vejle Boldklub har længe fulgt Malte Amundsen, som nu kommer til klubben på en aftale af tre et halvt års varighed.

Vejle: Vejle Boldklub køber forsvarsspilleren Malte Amundsen af den norske klub Rosenborg.

Malte Amundsen, som 11. februar fylder 21 år, laver en aftale med VB af tre et halvt års varighed - til sommeren 2022.

- Det er en spiller, vi har fulgt igennem et stykke tid og en spiller, vi allerede for et år siden var interesserede i, siger Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub.

For cirka et år siden spillede Malte Amundsen i HB Køge, og trods interessen fra blandt andre Vejle Boldklub drog Amundsen til norsk fodbold og storklubben Rosenborg. Efter et halvt år i Rosenborg blev Malte Amundsen lejet ud til Eintracht Braunschweig i den tredje bedste tyske række, og ved årsskiftet vendte han tilbage til Rosenborg, men det blev for en kort visit, for nu ligger hans fodboldmæssige fremtid i Vejle Boldklub.

Annonce

Stærk med venstrebenet

Malte Amundsen er venstre back og kan ifølge Jacob Krüger dække flere andre positioner.

- Han kan også spille venstre kant, og så spillede han også i enkelte kampe for HB Køge i det centrale forsvar, siger Jacob Krüger.

VB sagde i vinterpausen farvel til den islandske lejespiller Felix Örn Fridriksson, som var supplement til Viljormur Davidsen i venstre forsvarsside. I stedet rykkede klubben venstrebacken Ibrahim Fard op fra U19-truppen, men Fard er de næste mange uger væk, da ghaneseren spiller African Nations Cup for U21-landshold.

- Med Malte Amundsen står vi med et stærkt par til vores venstre side, lyder vurderingen fra Jacob Krüger, som kalder Amundsen en spiller med en god fart, indlægningsstærk og et stærkt venstre ben:

- Og så er han en ung spiller, som vi kan udvikle videre på.

Vinterens anden tilgang

Malte Amundsen er vinterens anden tilgang til VB-truppen, efter klubben tidligere i januarvinduet købte Mathias Hebo Rasmussen af Lyngby.

Jacob Krüger ønsker ikke at fortælle, om VB fortsat er på udkig efter nye folk og i givet fald til hvilke positioner.

VB-truppen befinder sig i øjeblikket i Tyrkiet på 12 dages træningslejr, og Malte Amundsen slutter sig med omgående virkning til, da han i forvejen befandt sig i Tyrkiet i forbindelse med en Rosenborgs træningslejr.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

Montiels lynscoring sendte VB på sejrskurs

Annonce