Annonce
Vejle

Vinterferie foran international jury: Vejle-park skal tændes med telefonen

Fire elever fra Hældagerskolen skal i vinterferien til Norge, hvor de er udtaget til at deltage i Scandinavian Innovation Award. Eleverne vandt i november Projektprisen i Kolding, hvor de dystede mod andre skoler i trekantsområdet. Foto: Mette Mørk
Elever fra Hældagerskolens 9. årgang flyver i vinterferien til Norge for at dyste i Scandinavian Innovation Award. En prestigefyldt pris, de har kvalificeret sig til via LED-lys og en app, der kan få stor betydning for en central bypark i Vejle.

Vejle: Mens mange nyder vinterferien med afslapning i uge syv, er situationen lidt en anden for fire 9. klasse-elever fra Hældagerskolen. I al fald søndag og mandag.

Der vil Emil Gohr, Patrick Kristensen, Christoffer Daniel Breum og Niklas Linnet Petersen, alle 16 år, befinde sig i Norge med deres lærer Finn Nørgaard, hvor de skal dyste mod ni hold bestående af elever fra diverse skandinaviske skoler - foran en international jury.

De har nemlig kvalificeret sig til Scandinavian Innovation Award, der er en prestigefyldt pris baseret på projektdelen First Lego League, som er et profilfag i folkeskolen.

Her har eleverne – sammen med fem andre elever fra skolens 9. årgang - kastet sig ud i et innovativt projekt med LED-lys, der kan få massiv betydning for en central bypark i Vejle.

Annonce

- Det er spild, at banen ikke bliver brugt noget mere, men vi forstår det godt, da stregerne er så slidte, at man næsten ikke kan se den.

Eleverne fra Hældagerskolens 9. årgang.

Mariaparken skal tændes med app

De innovative Hældager-hoveder har udarbejdet en løsning, hvor man via en app skal kunne kontrollere belysningen i Mariaparken.

Idéen er at indbygge LED-lys i faldeunderlaget, der skal erstatte de optegnede streger på multibanen, der blandt andet bliver brugt til at spille fodbold og basketball i foråret.

- Det er spild, at banen ikke bliver brugt noget mere, men vi forstår det godt, da stregerne er så slidte, at man næsten ikke kan se dem, fortæller eleverne, der arbejder intensivt med projektet i faget to timer om ugen, men som de næste tre torsdage vil bruge timer på skolen om eftermiddagen uden for skoletiden.

Lærerig oplevelse

Flere af eleverne går med tanker om at starte på robotlinjen på Campus Vejle, hvorfor det ifølge lærer Finn Nørgaard, der har arbejdet med First Lego League i tre år, er en lærerig oplevelse for de 16-årige drenge at arbejde detaljeret og i fællesskab om det digitaliserede projekt.

- De kan tage ekstremt meget med sig fra den her proces, hvor de også får lov at arbejde og vende deres ideer med ingeniører og en professionel arkitekt, siger han med et stort smil.

First Lego League

First Lego League er et internationalt undervisningstilbud.

I faget arbejder eleverne i otte uger med innovation, forskning, teknologi, design og programmering.

Hensigten med faget er at øge interessen blandt unge for teknologi og videnskab - og stimulere dagens ungdom til at blive morgendagens ingeniører og forskere.

I faget arbejdes der op til en finaledag, hvor dét hold, der har klaret sig bedst, sendes til Norge, hvor de deltager i den skandinaviske finale.

Imponeret arkitekt

Og netop en professionel arkitekt var mødt op på skolen torsdag.

Rikke Jensen, underviser på arkitektskolen i Aarhus, havde valgt at give eleverne en hjælpende hånd med at bygge modellen, de skal præsentere foran den international jury.

Og der var for eleverne rosende ord at hente fra den professionelle front.

- De har god forståelse for at arbejde kreativt, og det er et super interessant projekt, de har givet sig ud i. Jeg er meget imponeret, fortæller Rikke Jensen.

Eleverne har udarbejdet en løsning, der skal gøre det mere tiltrækkende at anvende Mariaparken i Vejle. Foto: Mette Mørk

Dyste mod hele verden

Hvis eleverne triumferer i Norge, vil de få lov at sende deres Mariaparken-projekt til det verdensomspændende Global Innovation Award. Men uanset om Norge-turen medfører en topplacering eller ej, har de på sin vis allerede vundet, fortæller de.

- Vi er kommet i top-10 i Skandinavien! Så uanset hvordan det ender i Norge, så er vi glade.

Også lærer Finn Nørgaard er med på flyet, når eleverne drager mod Trondheim i februar. Det er tredje år, han arbejder med profilfaget First Lego League. Foto: Mette Mørk
Eleverne har arbejdet med en model af Mariaparken i First Lego League-faget. Foto: Mette Mørk
Multibanens faldeunderlag skal have indbygget LED-lys, der kan tændes via en app. Foto: Mette Mørk
Arkitekt Rikke Jensen var torsdag på besøg i undervisningen. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Danmark genåbner grænsen: Tyske, islandske og norske turister er nu velkomne

112

Bilist kørte ind i siden på modkørende

Annonce