Annonce
Vejle

Virkelige Valg: Ældreplejen lider under regel-tyranni - giv os varme hænder i stedet

Kenneth Fredslund Petersen (DF) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) var taget til plejecentret i Ågård for at drøfte ældrepolitik med formand for Ældre Sagen Egtved Kirsten Lund. Selvom de repræsenterer partier på hver side af midten i dansk politik, var de meget enige om, at der er brug for flere ressourcer på ældreområdet. Foto: Yilmaz Polat
Selvom Dansk Folkeparti og SF på mange andre områder er uenige, er folketingskandidaterne Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Kenneth Fredslund Petersen (DF) helt enige i, at ældreområdet har brug for flere ressourcer. De ældre i Danmark skal være sikre på ordentlige forhold.

Ågård: Tænk, hvis der nogle gange ikke er andre muligheder end at lade en plejehjemsbeboer sidde alene og spise på sit værelse, fordi der ikke er tid til at følge hende ud til det store bord i fællesrummet, hvor hun kan spise med andre?

Tænk, hvis der ikke er tid til at hjælpe en beboer med selv at børste sine tænder?

Tænk, hvis der ikke er sat penge af til at hyre en afløser, hvis den eneste skemalagte nattevagt bliver syg, og lederen i stedet må springe i kitlen og dække nattevagten ind i sidste øjeblik?

Desværre er det ikke kun tænkte eksempler. Det er virkelige eksempler på en hverdag, som ældre borgere møder rundt omkring på landets plejecentre.

Det ved Kirsten Lund, som indtil for cirka tre år siden var centerleder på Plejecenter Ågården. En post, hun bestred i næsten 10 år.

- Jeg havde ellers ikke regnet med at træde fra på det tidspunkt, men der var blevet skåret så meget og sket så mange ændringer, at jeg simpelthen blev så træt, fortæller hun, mens folketingskandidaterne Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Kenneth Fredslund Petersen (DF) lytter.

Politikerne er sat i stævne på plejecentret i Ågård, som Kirsten Lund, der nu er formand for Ældre Sagen Egtved, kender ind og ud.

Nogle diætister skulle rundt på centrene og måle og veje og gøre ved. I stedet for at vi fik bare én ekstra medarbejder til at hjælpe, som ellers ville gøre en stor forskel, måtte jeg i stedet næsten afsætte en medarbejder, der kunne hjælpe med at forklare beboerne, hvad diætisterne lavede. På den måde forsvandt pengene nærmest to gange.

Kirsten Lund, tidligere leder i ældreplejen

Stramme budgetter og varme hænder

Stramme budgetter, hvor der ikke penge til ferieafløsere eller sygevikarer, var noget af det, der pressede Kirsten Lund meget.

- Der er godt nok blevet tilført mange penge til ældreområdet over de senere år, men hvad er det egentlig, de penge bliver brugt til? De bliver ikke brugt til varme hænder, som er det, der virkelig er behov for på plejecentrene, fortæller Kirsten Lund.

- Eksempelvis blev der brugt en masse millioner på et projekt, der skulle sætte fokus på ældres madvaner. Nogle diætister skulle rundt på centrene og måle og veje og gøre ved. I stedet for at vi fik bare én ekstra medarbejder til at hjælpe, som ellers ville gøre en stor forskel, måtte jeg i stedet næsten afsætte en medarbejder, der kunne hjælpe med at forklare beboerne, hvad diætisterne lavede. På den måde forsvandt pengene nærmest to gange, forklarer hun.

Begge politikere er enige om, at det bestemt ikke lyder hensigtsmæssigt.

- Medierne er enormt gode til at sætte fokus på et enkelt emne, hvis der har været en sag om eksempelvis ældre, der var underernærede. Så tør politikerne ikke andet end at sætte sådan et projekt i gang for at kunne sige, at de gør noget. Men skulle vi ikke i stedet sørge for at tale med dem, det drejer sig om, og i fællesskab finde nogle gode løsninger, foreslår Kenneth Fredslund Petersen.

Karina Lorentzen Dehnhardt er helt enig.

- Jeg forstår ikke, at vi som politikere ikke er bedre til at sige undskyld, hvis der sker fejl. I stedet er vi ved at bygge et system, hvor der hele tiden bliver bygget flere lag af regler på, men som ikke kommer de ældre til gode.

Ærlige svar er nødvendige

Nogle gange bliver der på Christiansborg vedtaget ting med de bedste intentioner - som ikke fungerer hensigtsmæssigt i hverdagens virkelighed, mener SF-politikeren.

- Vi er nødt til at kende konsekvenserne af vores politik. Jeg tror desværre, at mange medarbejdere føler sig presset til ikke at sige, hvad de egentlig mener, fordi de er bange for at fremstå illoyale, og det synes jeg virkelig er et problem. Men der er stor forskel på at være illoyal over for sin arbejdsplads og være fagligt engageret, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Kenneth Fredslund Petersen, der blandt andet er formand for seniorudvalget i Vejle Kommune, er helt enig.

- Man burde indkalde nogle fra de relevante faggrupper til et møde, hvor der var lagt stor vægt på, at man kunne tale frit uden at risikere noget, så man kan få de ærlige svar på bordet. Jeg tror, der findes rigtig mange gode forslag til løsninger ude blandt dem, der beskæftiger sig med vores ældre, hvis de kan tale i et forum uden frygt for konsekvenser.

De to politikere

Karina Lorentzen Dehnhardt

45 år

Folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti (SF)

Bor i Seest ved Kolding

Uddannet akademiøkonom og lærer

Er ikke sikker på, hun selv har lyst til at komme på plejehjem, hvis det skulle blive nødvendigt.

Kenneth Fredslund Petersen

54 år

Folketingskandidat for Dansk Folkeparti

Bor i Jerlev

Ufaglært arbejdsmand igennem flere år, blandt andet på Carlsbergs tapperi

Vil helst slippe for at komme på plejehjem og i stedet komme herfra uden at opleve længerevarende sygdom og svækkelse inden. Men skulle det blive tvingende nødvendigt, vil han gerne på plejehjem.

Der kan ikke skæres mere

Men uanset hvilke gode løsninger, der måtte være, er der brug for flere varme hænder på de danske plejecentre. Det er de to politikere og Kirsten Lund helt enige om.

- Jeg tror simpelthen, at vi efterhånden har fået skåret så meget ned på det her område, at man ikke kan skære mere. Vi er i stedet nødt til at sikre at tilføre flere ressourcer, mener Kenneth Fredslund Petersen.

Den er SF-politikeren helt med på.

- Vi kan se, at der er mange på vores plejecentre, der løber rigtig stærkt, og der bliver mange steder hyret deltidsansatte ind for at lappe hullerne i vagtplanerne. Det er vi nødt til at gøre bedre, både i forhold til de ældre, men også i forhold til de nyuddannede, som gerne vil have en fuldtidsstilling. De kan kun få en deltidsstilling i et job, hvor lønnen i forvejen ikke er ret høj, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men flere hænder på plejecentrene, kræver flere penge. Begge partier er enige om, at der er brug for at sætte flere penge af til ældreområdet, da antallet af ældre er støt stigende.

De er dog ikke helt enige om, hvor mange penge der skal til. DF ønsker at afsætte omkring 0,6 procent flere penge til velfærd, mens SF gerne vil afsætte cirka 0,9 procent.

- Jeg tror personligt ikke, at 0,6 procent slår til. Men vi vil i Dansk Folkeparti gerne sætte nogle mål, som vi ved er realistiske. SF har spillet ud med 0,9 procent. Måske vi ender et sted midt imellem, siger han.

Vælgeren

Kirsten Lund Pedersen

64 år

Bor i Randbøldal

Formand for Ældre Sagen i Egtved. Tidligere leder af Plejecenter Ågården

Oprindeligt uddannet diakon og plejehjemsassistent

Har oplevet en udvikling i den forkerte retning inden for ældreplejen igennem mange år. Vil alligevel gerne på plejehjem - især hvis hun selv må bestemme hvilket hjem.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce