Annonce
Hedensted

Visionsråd og havn klar med opdatering: Her er status på havneplanen

Det er fortsat skitsen, som blev præsenteret tidligere på året, der arbejdes ud fra. Den lægger op til etablering af træbeklædte lege-, aktivitets- og opholdsøer på havnepladsen. Skitse: Møller og Grønborg

Bådene i Juelsminde ønskes i fremtiden samlet på Storstranden i vinterhalvåret for at frigive plads på havnepladsen. Det kræver en særlig tilladelse, som der nu er søgt om, fortæller havn og visionsråd.

Juelsminde: Der er blevet snakket og skrevet meget om forvandlingen af havnepladsen i Juelsminde.

Den skal nytænkes og åbnes op, men indtil videre ligner den sig selv.

Det betyder ikke, at arbejdet har stået stille, fortæller Juelsminde Visionsråds formand Karl Ole Knudsen og ditto for Juelsminde Havn og Marina, Jonas Nonbo, til Folkebladet.

Der er nu søgt om tilladelse til at ophæve strandbeskyttelseslinjen på Storstranden. På pladsen bag stranden er det nemlig ønsket, at både i fremtiden skal vinteropbevares, så de ikke længere fylder på havnepladsen.

- Det er et kardinalpunkt for os at finde en løsning til vinteropbevaringen af både. Vi kan ikke bare fjerne pladsen til dem deroppe (på havnepladsen, red.) uden at finde en ny. Så det skal der søges om hos Kystdirektoratet, og den ligger der nu, siger Karl Ole Knudsen.

Annonce

Alle får muligheden for at blive hørt. Det er vores kraftigste opfodring, at folk benytter sig af det. Vi vil meget gerne have input til, hvordan pladsen udformes.

Jonas Nonbo, formand, Juelsminde Havn og Marina

Tre nedslag

Højvandssikring: En nødvendighed. Prisen for et sluseanlæg ved havneindløbet undersøges. Udgangspunktet er træbeklædte betonelementer på havnepladsen. Intet besluttet endnu.Havnegade 2: Det er stadig planen, at butikken Blomsteriet skal flytte, og at bygningen rives ned for at åbne havnepladsen op.

Havnegade 4: Bådhuset ventes revet ned for at give plads til p-pladser. Kommune forhandler med Schou-Fondet, der ejer grunden, og Ole Nielsen, der ejer huset, om en aftale.

I kø hos Kystdirektoratet

Kommunen og havnen har allerede en dispensation til at bruge en mindre del af området på Storstranden. Og det er det bedste sted at have bådene, som bliver større og større, mener Jonas Nonbo.

- Hernede har vi kranen. Bådene kan blive taget op og kørt om på pladsen, hvor vi kan have dem stående samlet. Det giver den bedste synergi, siger den nye havneformand.

Der skal også være parkeringspladser, hvis ellers Kystdirektoratet godkender ansøgningen.

Afgørelsen dumper ikke ind i indbakken lige med det samme.

Siden ændringen af planloven, som åbner for ophævelse af strandbeskyttelseslinjen, er det væltet ind med ansøgninger til Kystdirektoratet.

- Den ligger sammen med 166 andre ansøgninger om at benytte sig af kystområder. Det er 47 kommuner, der har søgt om det, siger Jonas Nonbo med henvisning til en opgørelse fra Foreningen af Lystbådehavne i Danmark.

Vil høre alle

I første kvartal af 2019 forventes Kystdirektoratet at give et svar.

I mellemtiden vil arbejdet fortsætte.

Lokalplanen, som den nye havneplads kræver, sidder Hedensted Kommune med, og havn og visionsråd vil blandt andet bruge tiden på en ny omgang borgerinddragelse.

Der bliver ikke tale om nye stormøder. De to formænd vil sammen med borgmester Kasper Glyngø (S) sætte sig i Juelsminde Hallerne og invitere alle med forslag og ideer til at kigge forbi.

- Alle får muligheden for at blive hørt. Det er vores kraftigste opfodring, at folk benytter sig af det. Vi vil meget gerne have input til, hvordan pladsen udformes. Det er ikke sikkert, vi tager det hele med. Men alle skal høres, siger Jonas Nonbo.

Krabbebro og legeplads

Er skitsen, I allerede har præsenteret, stadig udgangspunktet?

- Det er stadig den, vi arbejder ud fra, svarer Karl Ole Knudsen.

Han og Jonas Nonbo kan mane eventuelle misforståelser om afskaffelse af krabbebro og legeplads i jorden.

- Det er elementer, der med sikkerhed bliver dele af havnepladsen. Du må citere os for det. Det er vigtigt, at det bliver præciseret, siger Jonas Nonbo med henvisning til en debat på Facebook om netop det emne.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce