Annonce
Danmark

Vismænd advarer mod øget olieproduktion i Nordsøen

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen bør udskyde hidtidige planer om at give grønt lys til ny olieudvinding i Nordsøen, siger vismænd.

En øget olieproduktionen i Nordsøen er ikke vejen frem. Det mener de økonomiske vismænd, skriver Information.

Nye olieboringer vil stride mod forskerbudskab om, at 80 procent af de fossile energireserver bør blive i undergrunden af hensyn til klimaet.

Derfor bør regeringen vente med at give grønt lys til ny olieefterforskning og -udvinding i den danske del af Nordsøen, indtil en klimaplan ligger klar.

- Hvis man politisk ønsker at reducere klimagennemslaget af dansk aktivitet ud over det i forvejen ambitiøse mål om, at Danmark bliver klimaneutral, er reduceret olieudvinding et oplagt instrument at tage i anvendelse.

- Vores råd er derfor at vente med udbud i Nordsøen, indtil regeringen har en gennemarbejdet klimaplan, siger Lars Gårn Hansen, som er miljøvismand og professor ved Københavns Universitet, til Information.

Udmeldingen kommer umiddelbart før regeringens forventede stillingtagen til den såkaldt ottende udbudsrunde.

Her har fire olieselskaber søgt licens til nye olie- og gasprojekter med en tidshorisont helt frem til 2055.

Danmark skal ifølge regeringen og dens støttepartier være klimaneutral i 2050.

Også professor i økonomi på Københavns Universitet Peter Birch Sørensen, som er tidligere overvismand og tidligere formand for Klimarådet, finder det relevant at sænke den danske Nordsø-produktion, hvis den politiske ambition er at bidrage mest muligt til reduktion af de globale udledninger.

En opbremsning i den danske Nordsø-produktion vil globalt set sende mindre olie og gas på verdensmarkedet, skriver dagbladet.

Det kan øge presset på den globale produktion en anelse, få priserne til at stige marginalt og dermed i princippet tilskynde selskaber i andre områder til at producere mere olie.

Hvor stor denne såkaldte "lækage-effekt" er, regner de økonomiske vismænd på i øjeblikket.

Lars Gårn Hansen afviser overfor Information, at et reduceret udbud i Danmark vil modsvares af lige så stor stigning andre steder i verden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce