Annonce
Debat

#ViVilHjem

For tre år siden gik min søster på efterskole, og hun havde et fantastisk år, fyldt med smil, glæde, latter, tårer, højt humør og nærvær. Hendes oplevelser smittede af på mig . Jeg måtte bare på efterskole!

Siden da begyndte jeg at se enormt meget frem til dette ene år. Dette ene unikke år. Jeg dagdrømte om venner, rejser og ture, natterend, sjov og ballade, dybe snakke, kærlighed og kildevand. Det var de drømme, der fik mig igennem de lange, kedelige, ensformige folkeskole dage. Tiden gik og ÅRET nærmede sig. Månederne blev færre, ugerne blev færre og dagene talte. Jeg forberedte mig, måske også mere end jeg burde, men jeg kunne slet ikke vente, kunne ikke lade være. Dagen kom, alt var pakket og klar, håret sat og tøjet perfekt. Vi fyldte bilen, al plads blev udnyttet, og så var jeg endelig på vej... nervøs, spændt, lykkelig og lidt bange, men på vej til ÅRET i mit liv, mit nye hjem for et år.

Alt var som jeg havde gået og drømt om i godt tre år, ja endnu bedre. Efterskole... det ene år, hvor man kan sænke skuldrene, koble fra og ånde frit. Efterskole... et år hvor det er okay at have morgenhår alle døgnets timer. Efterskole... et sted hvor ens egne meninger og holdninger gælder, hvor de er tilladte og hvor man trygt kan slippe usikkerheden og genvinde kontrollen for en stund. Efterskole... et sted hvor man tør, og ikke mindst, har lyst til at være den man er... Ja, sådan var det... men bare i alt for kort tid.


...men ak, nu sidder jeg her, på 250 kvadratmeter, og de eneste mænd jeg ser, er min lillebror, som er mere teenage-sur end nogensinde før, og min far som er 40 plus. Det er altså ikke fordi det ligefrem hjælper synderligt meget på humøret. Kom nuuuu...


Endnu en ting, der er uendelig godt på efterskolen, er alle de dejlige mennesker der er omkring én 24-7, og som er i nøjagtig den samme båd som én selv. Særligt fyrene eller mandfolket. Jeg har sjældent været omgivet af så mange drenge på en gang. Ja, kærestepotentiale er der da - Om ikke andet, så en masse godter at kigge på...men ak, nu sidder jeg her, på 250 kvadratmeter, og de eneste mænd jeg ser, er min lillebror, som er mere teenage-sur end nogensinde før, og min far som er 40 plus. Det er altså ikke fordi det ligefrem hjælper synderligt meget på humøret. Kom nuuuu...

Corona nedlukningen i foråret var ikke spor sjov, men det er intet i forhold til det her. Vi, os elever, går herhjemme dag ud og dag ind. Ser kun de samme fire vægge. Bogstavlig talt. Det er svært at gå i skole og være seriøs... så svært at tage det hele alvorligt... så svært at lære... så svært ikke at kunne sparre med hinanden i timerne, som vi kan når vi sidder og debatterer på klassen. Vi sover, spiser, træner, prøver at hygge, strikke og drikke en kop kakao samme sted som vi også skal være ”på arbejde”. Det hele flyder sammen. Det er som om, at alt det, jeg plejer at holde af at lave derhjemme, bare ikke er lige så fedt eller sjovt mere. Der er intet frirum. Jeg prøver virkelig at passe mig selv og min egen biks, i håbet om at det hele kan overstås hurtigere og jeg endelig kan få min hverdag igen. Jeg savner mine venner så det gør helt ondt... og tro det eller ej... jeg savner min skole, det at gå i skole!

I stedet sidder jeg her i min lille ”coronaboble”, og alle mine venner og medstuderende sidder i hver deres hjem med deres lille ”coronaboble”... og håber... på en genåbning... men nej, nedlukningen bliver forlænget og de vigtigste år i mit liv bliver fortkortet. Jeg frygter, når jeg bliver gammel, at jeg vil se tilbage på mine teenage år, og tænke på mundbind, tørre hænder på grund af al spritten, forbud og restriktioner, ingen venskaber fra ungdommen, en tid med ensomhed og en tid hvor selvdestruktive tanker tog over, problemer med at være god nok til at kunne gennemføre en uddannelse, problemer med at finde et arbejde, fordi jeg er fra ”corona generationen” for slet ikke at snakke om store røde krydser over størstedelen af ens ideer, fordi det bare ikke kunne lade sig gøre pga. restriktioner og nye regler.

Jeg tog på juleferie og glædede mig til at komme hjem og være en del af min familie. Julen gik og det blev nytår. For at være helt ærlig begyndte jeg at glæde mig til at komme væk hjemmefra igen... sorry mor og far. Glædede mig til at se mine venner. Glædede mig til at mærke fællesskabet. Glædede mig til at komme til mit andet hjem. Men næ nej. Vi måtte blive hjemme. Igen. Og igen. Og så lige lidt endnu. Tålmodighed kære venner... så stop dog, der er ikke mere at give af... jeg/vi er løbet tør for længst, og det gør ondt.

Tro mig, jeg er glad på vegne af de efterskoleelever, der kan komme til deres hjem, slå dørene op og have en fest uden lige i deres hverdag i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm. Når det så er sagt, så er der noget, jeg på ingen måder forstår eller kan få til at hænge sammen. Det gi´r simpelthen ikke mening... Størstedelen af Danmarks efterskoler, har elever fra store dele af landet og ikke bare fra det nærliggende lokalområde, hvor efterskolen ligger. Genåbningen af efterskolerne lyder lige nu således; Efterskoler i Nord- og Vestjylland samt på Bornholm kan genåbne med fuldt fremmøde fra og med mandag d. 1. marts, mens efterskoler fra de andre dele af Danmark, må vente til d. 15. marts... Men hvad i alverden skete der lige for det?! Det vil altså sige, at en efterskoleelev fra Vestjylland, hvor alt er fredeligt, ikke må komme tilbage på sin efterskole i Østjylland, men en efterskoleelev fra f.eks. Kolding, der lige nu eksploderer med corona tilfælde, godt må komme tilbage på sin efterskole i Vestjylland? Nej... det gi´r ikke mening.

Skribenten, til højre, med to veninder fra efterskolen. Det er fra venstre Anne Sofie Gjaldbæk Nielsen og  Marie Damgaard i midten. Foto: Privat

Jeg forstår at det er en svær og hård situation at stå i, hvor rigtig mange beslutninger skal træffes, og når alt kommer til alt, er der så en rigtig eller en forkert måde at gøre det på? Jeg har dyb respekt for regeringen og deres beslutninger, og tænker det er en meget svær opgave de har haft, og stadigvæk står i...men... Jeg er sikker på at alle landets efterskoler vil kunne åbne op. Også på en forsvarlig og acceptabel måde. På samme tid.

Vi er sunde, unge fornuftige mennesker, der vil gå langt for at få lov til at komme tilbage. Vi bor på skolen, så vi er ikke sammen med andre end hinanden. Vi er i vores egen lille boble. Som en start kan alle efterskoleelever blive testet inden de kommer tilbage og efter det, blive testet de 2 gange om ugen. Er der først én, der skulle gå hen og være testet positiv, så kan man reagere hurtigt. Ud over det, er der alle de restriktioner og gode råd om hygiejne som vi jo efterhånden kan kalde for en del af vores DNA. De er integreret... tro mig.

Det kan lade sig gøre, hvis vi vil det! - Og det vil vi!

Luk nu op...lad os komme hjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce