Annonce
Indland

Voldsom trængsel - og alarm fra Vejle

Det danske motorvejsnet rammer en kritisk belastningsgrad om 12 år, forudser Vejdirektoratet. Arkivfoto: Dennis Lehmann/ Ritzau Scanpix

Eksplosiv udvikling på det danske motorvejsnet, og det bliver kun værre, viser ny rapport fra Vejdirektoratet. - Vi kan ikke klare mere, Christiansborg må handle, lyder det fra en af de store flaskehalskommuner, Vejle.

Trængsel: Trods jævnlige udvidelser og forbedringer af det danske motorvejsnet vokser trængslerne år for år. I løbet af de seneste ti år er antallet af biler i mortorvejstrafikken vokset med en tredjedel.

Det fremgår af rapporten "Statsvejnettet 2018," som Vejdirektoratet fremlagde tirsdag. Ifølge de nye tal er der ingen trøst at hente. Biltrafikken vokser i et omfang, så motorvejene om 12 år, i 2030, vil blive ramt af "en kritisk belastningsgrad."

Det er primært E45, E20 og motorvejsstrækninger i hovedstadsområdet, der er hårdt ramt. Her er den rivende gal i myldretiden, hvor trafikmængden på de hårdest ramte strækninger er vokset op mod 45 procent gennem de seneste ti år.

- Vi kan ikke forvente, at udbygninger af veje og anlæg af nye veje alene kan løse alle udfordringerne med den stigende trafikvækst. Vi skal også finde bedre måder at afvikle trafikken på - for eksempel ved kørsel i nødspor eller i samklang med de muligheder, ny teknologi og stigende automatisering af bilerne kan give os, siger trafikdirektør i Vejdirektoratet Niels Tørsløv til Ritzaus Bureau.

Nu må man snart gøre noget fra Christiansborg. Vejle by har ikke kapacitet til at tage al den trafik, det giver, når Vejlefjordbroen stopper til med biler

Christoffer Aagaard Melson (V), fmd. f. tekn. udvalg, Vejle Kommune

Så galt står det til


  1. I 2030 vil der være "kritisk belastning" på veje om E45 Østjyske Motorvej, E20 Fynske Motorvej og flere af de store motorveje i Hovedstadsområdet.
  2. De seneste ti år er antallet af personbiler og lastbiler på de største hjemlige motorveje vokset med næsten en tredjedel - 32 procent.
  3. å de mest belastede strækninger er trafikken steget 40-45 procent i myldretiden.
  4. Vejdirektoratet søger at mindske problemerne med kampagner om afrejsetidspunkter, bedre trafikinformation og hurtigere oprydning efter ulykker.

(RB-kilde: Vejdirektoratet, "Statsvejnettet 2018").

Der skal gang i byggeriet af en midtjysk motorvej. Vejle by kan ikke klare presset fra E45, mener Christoffer Melsom, formand for teknisk udvalg i Vejle. Arkivfoto: Flemming Larsen

Midtjysk motorvej, nu!

I Vejle, der med Vejlefjordbroen er en regulær flaskehals, har man svært ved at se, at man kan komme uden om at opføre nye vejanlæg

- Nu må man snart gøre noget fra Christiansborg. Vejle by har ikke kapacitet til at tage al den trafik, det giver, når Vejlefjordbroen stopper til med biler, siger formanden for Vejle Kommunes tekniske udvalg Christoffer Aagaard Melson (V) til avisen Danmark.

Han har en ret indtrængende bøn til, at der snart kommer gang i opførelsen af en parallel jysk motorvej.

- Nu laver bliver der lavet tre spor til Aarhus. De løber sammen med de to spor fra Aarhus fra Herningmotorvejen, med andre ord skal trafikken fra fem motorvejsspor presses sammen på Vejlefjordens tre spor. Så går det helt galt, og vi kan simpelt hen ikke håndtere det. Det er ikke kun et Vejle-problem. Med sådan en flaskehals er hele den jysk-fynske trafik ramt, siger Christoffer Aagaard Melson.

I tiden før de tre spor ved Vejle blev etableret, oplevede byen, at en række logistikvirksomheder forsvandt, fordi trængslen på motorvejen blev for voldsom.

- Det kommer til at ske igen, er jeg bange for, sådan som den trafikale udvikling er. Vi har travlt, så vi er nødt til at få gang i den midtjyske motorvej til aflastning af E45. Og ikke alt for langt mod vest, for så får vi ikke trafikken fra Fyn ledt derover, siger han.

Afgifter som regulering

Men ifølge trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet, er nye motorvejsbyggerier skruen uden ende. Der skal anderledes drastiske midler til, hvis trafikken skal dæmpes, mener han: Det skal koste at køre på motorvejene. Kørselsafgifter begrænser trængslen i myldretiden, fordi mange er villige til at skifte kørevaner og lægge deres kørsel på andre tidspunkter, hvis de dermed slipper billigere, lyder argumentet.

- Det går godt med økonomien i Danmark, og når bilerne så oven i købet er blevet billigere, så stiger trafikken. Efterspørgslen efter mobilitet synes ikke at kende grænser. Vil man gøre noget ved det, må man indføre kørselsafgifter - så får man mere kapacitet ud af vejnettet, siger han til Ritzau.

Den køber Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, imidlertid ikke.

- Vi er bagud med investeringer i kapaciteten på vejnettet, fordi vi i mange år har lagt tyngden på jernbanenettet. Så nu står mere kapacitet på vejene for tur, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce