Annonce
Kultur

Vorbasse Krigshavn har fået LAG-midler til renovering

Både krigshavnen i Vorbasse samt "Æ Gaaedhus", hvor Vorbasse Grundejerforening hører hjemme, har fået tildelt støttekroner fra LAG.

Vorbasse: En renovering af "Æ Gaaedhus" og en modernisering af området ved Vorbasse Krigshavn. Det er nogle af de ting, som LAG Vejen-Billund har fundet midler til, da der blev uddelt knap én million kroner til forskellige projekter i Vejen og Billund Kommune.

I alt har Vorbasse Grundejerforening fået tilsagn om støtte på det runde beløb 263.851 kroner, som skal bruges på at forbedre de fysiske rammer.

- Det er vores lille kontor midt i byen, som skal have en overhaling. Den er ved at være lidt mør i kanterne. Det er et gammelt bindingsværkshus, og det trænger til at få en overhaling, fortæller Brian Madsen, der er formand for Vorbasse Grundejerforening.

Foreningen holder til i det charmerende bindingsværkshus lige midt i byen. Et hus, der gennem tiden er blevet løbende opdateret, men som stadig bærer præg af at være en ejendom af ældre dato. Eksempelvis skal alle, der er ret meget over 1,70 meter høj, passe godt på hovedet, når de går igennem den dør, der bærer præg af at være fra en tid, hvor folk ikke var så høje.

Annonce

LAG-midler

I 2020 har LAG Vejen-Billund 1,9 millioner kroner til projekter. Heraf er en halv million øremærket til bæredygtig udvikling og grøn omstilling, som skal være med til at styrke lokalsamfundene og skave flere arbejdspladser.

LAG støtter projekter, som enten er:

- Med til at fastholde eller etablere arbejdspladser gennem etablering eller videreudvikling af små virksomheder.

- Med til at styrke samarbejdet mellem erhvervs- og turismeaktører.

- Med til at skabe attraktive faciliteter og igangsætte aktiviteter i landdistrikterne.

Trænger til en renovering

Efterhånden trænger ejendommen dog til, at der igen bliver gjort noget ved den, og det er, hvad LAG har besluttet sig for at bidrage til.

- Når man kommer ud og nærstuderer den, kan man godt se, at stolperne er ved at være lidt møre. Hele huset trænger til at få et løft, konstaterer Brian Madsen, der til gengæld ikke kan sige noget nærmere om, hvad der skal ske med området ved Vorbasse Krigshavn.

- Der er tænkt nogle tanker om en opdatering, men det er ikke helt afsluttet endnu, hvordan det endeligt skal se ud, siger han.

Andre har fået tommel i vejret

Også to andre projekter har fået en tommel op fra LAG. Bolding Apartments har fået reserveret 300.000 kroner i 2020-budgettet til at udvide med to nye ferielejligheder. Indehaver Karin Birkekær fortæller dog, at planerne endnu er meget ukonkrete.

B&B Vesterhede har desuden fået tildelt 85.198 kroner til etablering af et nyt aktivitetsområde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce