Annonce
Søndagsavis

Vores søndagsavis spræller af vitaminer og smil: Se fem forsider, vi er særlig stolte af - og læs hvordan det gik

52 søndagsforsider er det blevet til siden premieren 23. september sidste år. Chefredaktør Mogens G. Madsen skriver om tankerne bag søndagsavisen og præsenterer fem udvalgte forsider.
Ingredienserne i en god søndagsavis er den gode fortælling, baggrundshistorier og plads til et smil, skriver chefredaktør Mogens G. Madsen i denne status ved søndagsavisens ét-års fødselsdag.

Kære læsere - tak for godt selskab i det første år med avis alle årets 365 dage.

Søndag 23. september 2018 - for 52 søndage siden - sendte vi den første søndagsavis på gaden.

Det var, når vi selv skal sige det, en bladpolitisk stor dag.

I en tid, hvor man snarere hører om printmedier, der bukker under, valgte Jysk Fynske Medier, som Vejle Amts Folkeblad er en del af, at udvide med at lave flere trykte aviser.

De syv dagblade, der ikke hidtil var udkommet som søndags- og helligdagsaviser, begyndte alle på det for et år siden.

Det var ret beset en af de største satsninger på printmarkedet i flere årtier.

Og det blev en succes. Det håbede vi også på! Men det er jo i sidste ende læserne, der fælder den afgørende dom. Og de har heldigvis i stort tal valgt at beholde søndagsavisen.

På forhånd brugte vi en del tid på at beslutte, hvilke ingredienser vi skulle have i søndags-kagen. Det skulle jo gerne være en avis, der blev et uundværligt supplement til søndagsmorgenbordet. Og for mange mennesker er søndag og avis et godt match.

Hovedingredienserne er et journalistisk tema, hvor vores mål er at gøre dig klogere på et enkelt emne. Et eksempel er fra søndag 3. februar, hvor vi brugte tre sider på for at fortælle, hvad der var op og ned i debatten om Posthusgrunden. Eller 3. marts, hvor vi fortalte om hele problematikken med etniske ældre på danske plejehjem.

Vi vil også gerne fortælle en god, gedigen historie, der sætter tankerne i gang. Og det er nogle gange godt for os, der lever i en tryg dagligdag at høre om mennesker, der har det lidt vanskeligere. Som historien om Gert, der hver dag må tage til Esbjerg for få lægeordineret heroin. Vi beskrev Gerts dagligdag i tekst og billeder 5. maj.

En søndag er også afslapning, og derfor valgte jeg at flytte min egen humoristiske klumme ”Vejle på langs” til søndagsavisen. Håber den giver anledning til et lille smil engang imellem.

Jeg beklager, at der er uger, hvor den ikke er med. Jeg er nødt til at have ferie engang imellem. Det er skam hårdt arbejde at ligge i en hængekøje hele ugen.

Fortsat god søndag.

-

Vi har udvalgt fem søndagsforsider, som vi er særligt stolte af - og vi har bedt journalisterne bag de enkelte forsider undersøge, hvad der er sket, siden de skrev deres historie. Klik på billederne nedenfor og se forsiderne i fuld størrelse.

Annonce

Togbroen vil bare ikke dø

23. september 2018.

Sellerup: Broen med de ni liv.

Sådan kan man kort opsummere planerne om en togforbindelse på tværs af Vejle Fjord. I den allerførste udgave af søndagsavisen dømte trafikordførerne fra Venstre og Dansk Folkeparti det forkætrede projekt til døden. Et folketingsvalg skulle en gang for alle tage livet af planerne til fem milliarder kroner - cirka 700 millioner per sparet minut.

Men ordførerne gjorde regning uden vært. I dette tilfælde var vælgerne værten, og de fordelte stemmerne, så det ikke bliver de to partier, der bestemmer.

Inden valget havde det borgerlige Danmark ganske vist indgået en infrastrukturaftale om motorveje og jernbaner, hvor forbindelsen over fjorden var fjernet. Men regeringsskiftet med flertal til de røde partier plus Radikale betyder, at det snart seks år gamle togfondsforlig stadig lever.

Derfor er den såkaldte timeplan stadig i spil, så grundejere på begge sider af fjorden plus resten af lokalområdet stadig må leve i uvished. / Kaare Johansen

Kæmpestor termokande er første skridt til ny fabrik til 335 millioner kroner

30. september 2018.

Vejle: - Det er i princippet en kæmpestor termokande. Den består af en ydertank og en indertank med isolering imellem og indeni indertanken vil der være omkring 2500 kubikmeter nitrogen med en temperatur på minus 200 grader.

Sådan beskriver markedsdirektør Ole Kronborg, AGA, den store tank, som er skudt op på Nimvej nordøst for Vejle.

Her tog AGA, der fremstiller industrielle og medicinske gasser, for cirka et år siden det første spadestik til en ny luftgasfabrik til en pris af 335 millioner kroner.

Udover den "kæmpestore termokande" vil fabrikken komme til at bestå af et 35-40 meter højt destillationstårn, der bliver livsnerven i anlægget.

Anlægget skal suge luft ind fra omgivelserne, hvorefter luften renses og nedkøles til omkring minus 200 grader.

Derved ændrer luftens bestanddele - ilt og kvælstof - form til væsker, der kan destilleres fra hinanden.

De adskilte gasser indgår derefter i AGA's sortiment af industrielle og medicinske gasser, som blandt andet benyttes til frysning og køling af fødevarer, ilt til hospitalspatienter og rensning af spildevand.

Hele anlægget forventes at stå færdig til sommeren 2020. / Palle Søderberg

Politikere forsøger fortsat at gøre unge røgfri

4. november 2018.

Vejle: For mange af Vejles unge ryger. Sådan lød det fra politikerne i sundheds- og forebyggelsesudvalget sidste efterår. De inviterede derfor lederne på ungdomsuddannelserne på Boulevarden til et møde, så der kunne drøftes hvordan man kunne gøre skolerne røgfrie.

Formanden for sundheds- og forebyggelsesudvalget Peder Hummelmose (V), sagde dengang rygning er hamrende usundt, og at udvalget blev nødt til at gøre noget.

Siden mødet i november har uddannelsesstederne modtaget en kontrakt. Ingen har endnu afvist den, men den bliver flere steder stadig drøftet.

- De, der har sværrest ved at sige ja, bliver de steder, hvor der også er håndværker-efteruddannelse. Skal det også gælde dem? Det er der delte meninger om, sagde Peder Hummelmose først i september.

Social- og Sundhedsskolen var det første uddannelsessted til at blive røgfri, og blev det allerede i juli 2018. Vejle Kommunes ambition er, at ingen børn og unge ryger i 2030, og at under fem procent af de voksne tænder en cigaret. / Mia Staal Pedersen

Efter to år venter par fortsat på husnøgler til Vejle-villa

9. december 2018.

Vejle: Det er snart to år siden, at det nybyggede villa i Vejle stod klar.

Men Claus Drewes og hustruen har forsat hverken husnøgler eller en afgørelse fra retten. I december stod Claus Drewes frem i Vejle Amts Folkeblad og fortalte, hvordan det er vente på at få ret eller uret.

Hvorfor ægteparret Drewes ikke har adgang til deres hus, skyldes en bitter strid med det entreprenørfirmaet, som stod for at opføre huset.

Hvem der har retten på sin side, skulle være afgjort den 20. maj Ved Retten i Kolding, men sagen er blevet udsat to gange, og nu hedder retsdatoen tirsdag den 24. september.

- Vi bider negle for, om vi nu endelig kan komme for retten og få det afsluttet. Min kone kan ikke holde det ud mere, for hele forløbet har være meget udtærende, siger Claus Drewes.

I perioden har parret boet adskilt og hos familie for at holde udgifter nede. Claus ved sin datter i Randers og hustruen ved sin datter i Vejle.

Men Claus Drewes er bange for, at ny udsættelse af sagen truer.

- De mange udsættelser har skabt så meget rod, at datoen muligvis falder sammen med min advokats barsel. Jeg er nået dertil, hvor jeg næsten er klar til at gå i retten uden advokat, selvom det ikke er optimalt, siger han. / Michelle Madsen

Holder kommunen virkelig hemmelige høringer?

21. april 2019.

Vejle: Hvad er formålet med en fordebat, når I ikke spørger os?

Sådan lød det fra naboer til en grund mellem Nørremarksvej og Rensdyrvej tilbage i april. Ulla og Dan Østergaard havde tidligt gjort kommunen opmærksom på, at de gerne ville høres, hvis der skulle ske noget på grunden, der har ligget mere eller mindre ubebygget hen, siden ægteparret flyttede ind i deres hus i 1969.

Ikke desto mindre måtte de konstatere, at der sidste efterår blev gennemført en såkaldt forhøring om byggeplanerne - uden at de blev informeret. Kommunen nøjedes med at fortælle om høringen på sin egen hjemmeside, og da en plan for området nogle måneder senere kom til politisk behandling, fik politikerne at vide, at der havde være fordebat, uden at det havde udløst kommentarer.

Men naboerne ville gerne have været på banen for at fortælle, at de ikke brød sig om planerne. Det har de senere skrevet til kommunen, da lokalplanen var i høring i foråret.

Her næsten et halvt år efter høringsfristen udløb, er lokalplanen stadig ikke vendt tilbage til byrådet. Til gengæld ser det ud til, at bemærkningen om "ingen forslag eller ideer" er forsvundet i forbindelse med tilbagemeldingerne til politikerne om forhøringer. / Kaare Johansen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hjulboltene var skruet af Toyota

Annonce