Annonce
Læserbrev

Vores våbenlovgivning skal måske også skærpes - amerikanske tilstande på dette område vil være vanvid

Personligt oplevede jeg som udvekslingsstudent i USA omkring 1988, at en bekendt af mig, en fyr på 17 år, gik rundt til halloween udklædt som gangster med sin fars skarpladte pistol i frakkelommen.


Læserbrev: For nylig blev USA ramt af endnu en skudepisode. I byen El Paso blev uskyldige mejet ned af en højrerabiat attentatmand.

Men det triste drama har flere årsager end racisme og radikalisering.

Når Donald Trump ikke kritiserer våbenlovgivningen efter tragedien, har dette sine tunge årsager. Etablerede politikere, især i det republikanske parti, er nemlig i lommen på en magtfuld våbenlobby.

Men også i Nordeuropa er der en nærliggende problematik. For cirka fire år siden blev en satire-avis ramt af skydegale attentatmænd. Anslaget mod de franske journalister i Paris kunne vel afbødes, hvis adgangen til skarpladte våben blev stærkt begrænset.

Personligt oplevede jeg som udvekslingsstudent i USA omkring 1988, at en bekendt af mig, en fyr på 17 år, gik rundt til halloween udklædt som gangster med sin fars skarpladte pistol i frakkelommen. Historien står til troende.

Tæt på Danmark oppe i Norge begik Breivik for otte år siden seriemord. Han nedskød 77 unge uskyldige - sikkert uden våbentilladelse.

I skrivende stund - medio august - er Norge ramt af endnu en terrortragedie. Et højreradikalt element har skudt sin søster og desuden forsøgt at bombe en moské.

Herhjemme begik en radikaliseret ung mand dobbeltmord i kongens København - med et skarpladt skydevåben, han aldrig burde have haft mulighed for at tilegne sig.

Der tegner sig med andre ord en slags tendens. Et trist, truende mønster.

I USA såvel som i Nordeuropa og til dels i vor fredelige lille Danmark er der en vis højredrejning - og mulig radikalisering. Bevidsthed om våbenbrug og en skærpet lovgivning er nødvendigt i Skandinavien og måske også i dette land.

Amerikanske tilstande på dette område vil være vanvid.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce