Annonce
Børkop

Vrinsk for en sommerlejr

Børkop Rideskole holder sommerlejr. Og jo, der er mening med galskaben, for pigerne træner også spring uden hest, for på kaninbanen, som den kaldes, lærer pigerne omkring, hvordan sådan en bane er opbygget, og hvad den kræver. Foto: Mette Mørk
28 børn fra Børkop Rideklub har brugt en uge sammen. Med hinanden og med de heste, der - næsten da - fylder fra morgen til aften.

Duracel vrinsker os i møde. Den lille pony er en af mange deltagere ved dette års ridelejr, som Børkop Rideklub altid holder i sommerferiens første uge.

På en mark ved klubben er der slået telte op i en rundkreds. I et af teltene ligger Mette Svendsen og slapper af med et blad. Wendy. Om heste, selvfølgelig.

- Ja, her er lidt rodet, undskylder hun.

- Men det må vi gerne her. Det bestemmer vi selv, siger hun videre og smiler.

Lidt derfra er Julie, Emilie og Frida på hen mod et skyggefuldt træ. De har ridebukser på og brede smil.

- Det er fjerde gang jeg er med, for vi har altid en sjov uge, hvor der er masser af fællesskab. Og så er det nu dejligt at være hjemmefra i en uge. Hvis jeg ikke havde været her, havde jeg nok bare ligget på sofaen med min Ipad, så det er da sjovere at mødes her, siger Emilie Lærkegaard- Mikkelsen.

Hun er tolv år. Og bidt af en gal hest. Det bid er de nu alle blevet ramt af. 27 piger og en enkelt dreng, Lukas, på syv år.

- Det er en pigeting at være på ridelejr, og det er nu rart nok. Her er ingen drengefnidder, siger Emilie.

Annonce

To nye heste

Fonden for Fynske Banks har doneret 30.000 kroner til Børkop Rideskole, som er en afdeling af Børkop Rideklub.

Pengene er blevet brugt til at finansiere, delvist, indkøbet af to nye heste, som skolens medlemmer kan ride på. Der er tale om hestene Dolly og Whiskey.

Børkop Rideklub har omkring 100 medlemmer.

Meget fællesskab

Ugen er blevet brugt med fokus på heste. Men det er mere end det.

- Der er så meget fællesskab her, hvor de store hjælper de små. Vi har det godt sammen, siger Julie Ahle, der er ti år, og dermed hverken er en af de små eller en af de store.

De mindste er syv år, de ældste er 14 år, og de hjælper hinanden på kryds og tværs af alder. Og med hyggelige ting som at sætte hinandens hår, og om natten, når der skal soves i telt, sover de mindste med nogen der er ældre. Man er der for hinanden.

- Det har været en ret sjov uge, også selvom vejret kunne have været bedre, siger 12-årige Frida Ayse Sayman.

Hvad har været det sjoveste?

- Det var at være til stort springstævne ved Skanderborg. Så var vi på tur, kunne shoppe lidt og ellers se, hvordan det foregår ved sådan et stævne, siger Frida.

Forskellige aktiviteter

Nu er ugen overstået. Undervejs har de skulle lave mange forskellige ting. Rundbold er blevet spillet. En tur i biografen er det også blevet til. Og i svømmehallen såmænd også. Men først og fremmest har det drejet sig om heste. Lige fra at strigle hesten til at muge ud i stalden. Og så selvfølgelig ride på de firbenede dyr.

- Det er ikke sådan, at vi lærer meget nyt. I hvert fald ikke for os, der rider meget i forvejen. Men vi hygger os, og så lærer vi at være sammen på kryds og tværs. Så kender vi hinanden bedre, når vi er i klubben, forklarer Emilie Lærkegaard-Mikkelsen.

På marken ved siden af er Duracel, der vrinsker atter engang. Han ved, det er ved at være tid til sommerferie. Han og de andre heste skal være på fold de næste tre uger, mens rideklubben holder ferie.

Børkop Rideskole holder sommerlejr, og ja, det er ren hygge pigerne imellem. Der er en enkelt dreng på lejr 27 piger. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce